Hel besætning af køer solgt efter landmands underslæb

Dansk Blåkvæg holdt søndag auktion, hvor de bortauktionerede den tidligere formands kvægbestand. Den tidligere formand er blevet politianmeldt for underslæb.

Auktion Blåkvæg
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det var under ubehagelige omstændigheder, da en hel bestand af avlskøer blev solgt på auktion søndag. 

Det var foreningen Dansk Blåkvæg, der afholdt auktionen. Køerne tilhørte før auktionen Lars Thede, som tidligere var formand for Dansk Blåkvæg. 

Dansk Blåkvæg har bortvist ham fra foreningen, og derefter politianmeldt ham for underslæb. De mistænker ham for at have begået underslæb for omkring to millioner kroner. Ifølge Dansk Blåkvæg har Lars Thede vedkendt sig, at han har begået underslæbet. 

Nogle af de penge foreningen havde mistet skulle hentes ind på auktionen, og det lykkedes da også, men sagen om formandens underslæb påvirkede forsamlingen. 

- Stemningen har da været trykket hele vejen igennem auktionen, men vi er glade for at få sat punktum i denne her sag, sagde Emil Andersen, der er kvægavler i Skive. 

Den nye formand var glad for, at auktionen gik godt, men også han så en del malurt i bægeret. 

- Det er spændende at holde en auktion, men det er også vemodigt, at vi skal sælge en gammel vens dyr på grund af det her. Det er ikke sjovt, sagde den nye formand i Dansk Blåkvæg, Per Glerup. 

Auktionen indbragte omkring 750.000 kroner. Det lukkede ikke hele det hul, som den tidligere formand havde skabt, men det var en start. 

1:43
I dag kunne man købe kvægbesætningen efter den politianmeldte tidligere formand for Dansk Blåkvæg.