Heilmann skal opereres

Kristian Heilmann blev alvorlig kvæstet i færdselsuheld. Nu skal han opereres på Odense Universitetshospital.

kristian_heilmann_0.jpg

Brækkede ribben, arme og ben - 39-årige Kristian Heilmann kom alvorligt til skade, da han torsdag eftermiddag kørte galt efter en biljagt ved Bjerregrav Stationsby ved Randers.

Så alvorligt at han i dag er blevet overført til Odense Universitetshospital, hvor han skal opereres for indre kvæstelser og brud på blandt andet bækkenet. Kristian Heilmann skal opereres i dag, mandag, eller i morgen.

I koma

 - Kristian Heilmann har været uden for livsfare de seneste dage, og han holdes stabil i kunstig koma. I løbet af i dag skal han overføres til Odense for at gennemgå en operation, især i forbindelse med nogle indre kvæstelser omkring bækkenet, fortæller efterforskningsleder Jes Hvas fra Midt- og Vestjyllands Politi.Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre Kristian Heilmann. Så snart hans tilstand er bedre, skal han afgive forklaring i et retsmøde.

Sigtet for drab og voldtægt

Den 39-årige mand er sigtet for at have dræbt og voldtaget 46-årige Judy Meiniche Simonsen. Tirsdag kørte han en tur med pædagog Judy Meiniche Simonsen til Hald Sø ved Dollerup nær Viborg.

Men de to vendte aldrig tilbage til bostedet Blåkærgaard ved Viborg. Onsdag blev liget af Judy Meiniche Simonsen fundet ved ishuset i Dollerup.

Fredag blev Kristian Heilmann varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved retten i Viborg. Et grundlovsforhør han ikke selv deltog i på grund af hans kvæstelser.