Hegn skal sikre kirkegård mod råvildt

Kirkegården i Skive skal hegnes ind for at undgå at blomster og andet grønt ved gravstederne bliver spist af råvildt.

vildt200515.jpg

Det skal være slut med råvildt, der tramper på grave og spiser af blomsterne på kirkegården i Skive. Derfor skal kirkegården nu indhegnes, skriver Skive Folkeblad.

- Vi har fået et tilbud hjem på at få sat et hegn op, og vi forventer, at hegnet kan blive sat op i slutningen af juni, siger kirkegårdsleder Jens Holger Borgbjerg til Skive Folkeblad.

Problemerne med råvildt er gradvist blevet større. Ifølge kirkegårdslederen er det nu sådan, at alle knopperne på en buket roser kan være spist dagen efter, at de pårørende havde sat buketten ud.

- Hegnet løber op i 24.000 til 30.000 kroner, og når udgiften hertil er så relativ beskeden og er overkommeligt økonomisk, kan vi ikke være andet bekendt. Det er vi nødt til, så vores gravstedsejere ikke lider skade og ikke skal frygte, at deres ting bliver ædt, siger Jens Holger Borgbjerg.