Heftig debat om Facebook-indlæg fra Esben Lunde

Et indlæg på Facebook fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der med stærke ord kritiserer Ida Auken, vækker stor debat

Esben Lunde Larsen

En påstand om, at den nye miljø- og fødevareminister ikke bekymrer sig om miljøet, har fået Esben Lunde Larsen til tasterne.

Han langer hårdt ud efter Ida Auken, der var miljøminister under SRSF-regeringen fra 2011-2014.

- Sidder med smil på læben og glæder mig over, at Ida Aukens tid som miljørelevant politiker er omme. Ikke mindst, når hun i TV-Avisens 18.30'er i ramme alvor kan påstå, at jeg ikke kerer mig om miljøet, skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

- Hvor er det dog befriende, at De Radikale er blevet irrelevante spillere - både når det gælder miljø- og fødevarepolitik, men også integration- og udlændingepolitik,  hvor Soc.dem. endelig er kommet fri af det politisk korrekte radikale favntag.

Hård kritik

Opslaget er blevet kommenteret og delt flittigt på sociale medier som Facebook og Twitter. Nogle bakker ministeren op - andre raser over hans indlæg:

- Hvordan kan man dog som minister udtale sig på så useriøs en måde? Hvorfor svine andre til i stedet for at fortælle om de tiltag, du ønsker at lave. Det er ikke en minister værdigt, skriver en bruger i en af kommentarerne.

- Lige umiddelbart så kan jeg ikke komme i tanke om en mere uværdig kommentar fra en minister - sørgeligt at smålige folk som dig kan bestride en så vigtig post, skriver en anden.

- Topmålet af stupiditet og arrogance. Du er en uværdig minister, skriver en tredje.

Bad om ordentlig tone

I tirsdags skrev ministeren selv på selvsamme medier, at ord som "idiot" og "fjols" ikke hørte hjemme på hans side og udbad sig en "saglig" og "ordentlig" tone. Ellers ville han blokere sine følgere, lød det.

Nogle af kommentarerne tyder på, at ministeren har noget af et oprydningsarbejde foran sig.