Hedebølgens helte: - Varmen er hård ved os

De mange brande og især varmen er hård ved brandfolkene, som er pressede og spændt maksimalt for.

Normalt rykker Midtjysk Brand & Redning i gennemsnit ud til halvanden brand i døgnet, men i øjeblikket har de mellem seks og otte udrykninger om dagen.
Normalt rykker Midtjysk Brand & Redning i gennemsnit ud til halvanden brand i døgnet, men i øjeblikket har de mellem seks og otte udrykninger om dagen.
Foto: Kristian Brønsbæk

Mens de fleste har ferie og nyder varmen, så kæmper brandmændene ekstra hårdt i de her dage.

Aldrig har de haft så travl som i juli måned, hvor der har været flere naturbrande end nogensinde før.

Normalt rykker Midtjysk Brand & Redning i gennemsnit ud til halvanden brand i døgnet, men i øjeblikket har de mellem seks og otte udrykninger om dagen.

- Vi er jo nok næsten spændt maksimalt for, og det presser folk. For en ting er, at vi kører så mange ture, men varmen er også hård ved os. Den er hård ved kroppen. Vi er nødt til at klæde os på, så vi ikke bliver forbrændt, siger Per Hørup, beredskabsmester hos Midtjysk Brand og Redning.

Brandfolkene forsøger at køle sig ned med frossent vand mellem de mange markbrande.
Brandfolkene forsøger at køle sig ned med frossent vand mellem de mange markbrande.
Foto: Kristian Brønsbæk

Ferieperioden gør det svært at kalde flere ind på arbejde.

- Det er det værste, vi har prøvet i mange år. Der er mange brande, og de tager lang tid at slukke, og det kræver mange ressourcer. Men på grund af ferie har vi ikke så mange at trække på, så det er de samme og de samme, der kommer ud og løser opgaverne, siger beredskabsmesteren.

Hedebølgens helte

Brandfolkene har holdt landsdelen brandsikker under hedebølgen, men beredskabsmesteren er dog ikke meget for at blive kaldt en af hverdagens helte.

- Det ved jeg ikke, om vi er. Men der hvor andre går ud, der går vi ind, og vi har det fint med ansvaret.

- Vi er trænet til at slukke ildebrand og har træning lige som alle andre. Nu får vi for alvor prøvet faget af for eksempel i at begrænse markbrande, siger Per Hørup.

Når branduniformerne bliver brugt mere end nogensinde før, gælder det derfor om at blive kølet ned mellem brandene indendørs og få indtaget en masse væske.

 Lørdag kæmpede brandfolk flere timer med en markbrand.
 Lørdag kæmpede brandfolk flere timer med en markbrand.
Foto: Kristian Brønsbæk

Går ud over andre opgaver

De især mange markbrande presser ikke kun brandmændene på ressourcer. Kontor- og værkstedsarbejdet er på standby, når brandfolkene bruger så meget tid på slukningsarbejde.

- Det går ud over mange andre opgaver. Vi får ikke lavet så meget på værkstedet og på kontoret, så det belaster også lidt der, siger Per Hørup.

Per Hørup og hans makker, Søren, rykkede lørdag ud til en markbrand, hvor en stak halmballer brændte kraftigt.

Med kraftig vind og tørre marker var branden svær at få kontrol over, og flere brandbiler fra brandstationen i Viborg kom til for at hjælpe. Efter flere timers kamp kom branden under kontrol.

Vi er fulgt i hælene på hedebølgens helte for at se, hvordan de holder regionen brandsikker:

1:55
Landsdelens brandmænd har de seneste dage kæmpet en hård kamp. Vi tog med på udrykning.