Hedebølgen skyller ind over landet og breder sig

Temperaturen sneg sig ikke rekordhøjt op torsdag, hvor 80 procent af landet har oplevet hedebølge.

Den højeste temperatur, der er blev målt onsdag, lå på 32,6 grader i Ringkøbing-Skjern.
Den højeste temperatur, der er blev målt onsdag, lå på 32,6 grader i Ringkøbing-Skjern.
Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger

De høje temperaturer er ved at blive et fast syn på termometrene rundt om i landet, hvor hedebølgen har bredt sig.

Onsdag var årets første dag med landsdækkende hedebølge, der gjorde sig gældende i 51 procent af Danmark.

Men torsdag aften, efter at temperaturerne har passeret dagens højdepunkt, er meldingen, at hedebølgen er skyllet indover 80 procent af danmarkskortet.

Det meddeler Thor Hartz, der er vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Der er hedebølge på en lokalitet, hvis gennemsnittet af de højeste temperaturer målt på stedet de seneste tre dage er over 28 grader.

- Det gør sig altså gældende i en stor del af landet, siger Thor Hartz.

De områder, der ikke er ramt af hedebølgen, er Bornholm, Vestkysten og Nordjylland.

En hedebølge bliver omtalt som landsdækkende, så snart det gælder for 50 procent af Danmark. Den grænse blev lige passeret onsdag.   

Den højeste temperatur, der er blev målt onsdag, lå på 32,6 grader i Ringkøbing-Skjern. Dermed står gårsdagens varmerekord på 33,1 grader i København stadig øverst på podiet.

- Men det har stadig været varmt, siger den vagthavende.

Hedebølgen er dog ikke det eneste vejrfænomen, der er i Danmark, som bliver forbundet med de høje temperaturer.

Flere steder - særligt langs kysten - er der registreret tropedøgn, hvor den laveste temperatur på et døgn ikke kommer under 20 grader.

Det kan man også risikere at opleve natten til fredag i den sydlige del af landet ved Sønderjylland, Det Sydfynske Øhav og den sydvestlige del af Sjælland.

De høje temperaturer ventes at fortsætte fredag, hvor der ventes temperaturer mellem 27 og 33 grader.

Men solstrålerne vil formentlig ikke være ligeså gavmilde lørdag. I løbet ad dagen kan der komme nedbør fra sydvest. Der kan også følge torden med.