Hedebølgen ikke afblæst endnu: Vejret bliver lummervarmt

​Ugen starter ekstraordinært varmt, men allerede onsdag begynder temperaturerne at dale en smule igen.

(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det er endnu for tidligt at afblæse sommerens hedebølge.

For ugen starter endnu engang med høje temperaturer, og tirsdag ser ud til at kunne blive årets hidtil varmeste dag med op mod 34 grader.

Sådan lyder prognosen fra Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen. 

Læs også Landmand om længe ventet regn: - Det falder på et tørt sted

- Vi starter ugen med lummervarmt vejr med høje temperaturer og lidt fugtigere luft, som kommer op sydfra, siger han.

Mandag starter ud med en del skyer de fleste steder i landet, som giver mulighed for lidt stedvis regn. Men i løbet af formiddagen klarer det op og ser ud til at blive en tør og solrig dag med temperaturer mellem 27 og 32 grader.

Tirsdag er der risiko for at varmen bliver skruet endnu et hak opad.

- I så fald kan det blive årets indtil nu varmeste da, lyder det fra Martin Lindberg.

Køligere vejr venter i midt på ugen

Mens ugen starter ekstraordinært varmt, er der allerede ved midten af ugen lidt køligere lindring i vente.

Onsdag deler vejret landet over i to. Det varme vejr fortsætter endnu en dag i de østlige egne med temperaturer mellem 26 og 30 grader.

Samtidig kommer en koldfront indover den vestlige del af landet og sænker temperaturerne til omkring 20 til 26 grader.

Der bliver onsdag også mulighed for byger i hele landet, som lokalt også vil kunne byde på tordenvejr.

Både torsdag og fredag forbliver temperaturerne omkring 21 til 26 grader. Begge dage kan byde på stedvis regn- eller tordenbyger.

Samtidig bliver slutningen af ugen også mere blæsende. Torsdag tiltager vinden og bliver let til frisk fra vest og nordvest, mens den fredag kan blive op til hård lokalt.

/ritzau/

Læs også Glohed fredag - vi kan få den varmeste dag i otte år