Hed debat: TV MIDTVEST-afsløring får folk til tasterne

TV MIDTVESTs afsløring af grove overtrædelser i forbindelse hviletid blandt lastvognschauffører, skaber livlig debat på Facebook.

Lastbilchaufførers overtrædelser af bestemmelserne om daglige hvil får kommentarer med på vejen fra flere sider.
Lastbilchaufførers overtrædelser af bestemmelserne om daglige hvil får kommentarer med på vejen fra flere sider.
Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Mandag kunne TV MIDTVEST fortælle om grelle tilfælde af overtrædelser, når det gælder, hvor langt lastbilchauffører må køre uden et langt hvil. I et ekstremt tilfælde viste det sig, at en chauffør havde kørt op til 2½ døgn uden en hel nats søvn.

Det har fået en hel del til at flyve til tasterne på TV MIDTVESTs Facebook-side. Kommentarerne falder i flere kategorier.

En af bemærkningerne kommer fra Karsten Jensen. Han indrømmer, at sådan kørte han også i sin grønne ungdom men tilføjer:

- Men Gud jeg var glad for, der blev køre-/hviletid. Jeg mistede 10 kollegaer på et år. Den yngste var 30 år, og den ældste var 52 år, alle af blodpropper. Så ja, det gør mig pisse gal, når jeg læser det. 

TV MIDTVEST har på afstand fulgt efter seks lastbiler på en tur fra Danmark til Sverige og tilbage igen. Ingen af chaufførerne fulgte de generelle arbejdstidsregler for, hvor meget hvile man skal have på en tur af den længde.

Den chauffør, som kørte længst, var på arbejde 59 timer i træk uden på noget tidspunkt at holde hvil i mere end fire sammenhængende timer.

Chauffør Jan Storm, vil ikke dømme i sagen, men synes branchen bliver forfulgt.

- Jeg dømmer ingen og siger hverken, det er rigtigt eller forkert det de (evt.) har lavet. Jeg er bare træt af, at medierne altid er på nakken af netop chaufførerne (og rigtig nemt får "menigmand" med, som intet aner om vores job)

Jan Storm opfordrer medierne til i stedet at tage fat i de store speditørers brug af lastbiler fra Østeuropa.

- Men det tør de ikke, konkluderer han.

Karsten Brühl har et ganske enkelt forslag:

- Er det ikke nemmere bare at overholde de regler. Længere er den vel ikke? Så er der jo ingen, der bliver hængt ud.

Danni Sejbjerg gør opmærksom på resultatet af de danske storvognskontroller.

- Godt nok er der lavet en artikel om nogle danske chauffør, der ikke overholder reglerne, men når der bliver holdt storvognskontrol rund omkring i Danmark, som nærmest forgår på daglig basis forskellige steder i Danmark, hvor tit er det så lige, at vi rent faktisk hører om en dansk chauffør, der virkelig overskrider grænserne? spørger han og fortsætter:

- Det er for det meste udlændinge, der manipulerer med tachografen (red. en tachograf registrerer alle køretøjets og chaufførens data) - næsten aldrig en dansk bil.

- At der så en gang kommer sådan en artikel her frem, og man så mener, alle danske chauffører er nogle tåber, virker det lidt åndssvagt. Folk bliver hurtigt snæversynet og negative, specielt når det har med de store biler at gøre.
Men mon nogen kan undvære dem og de chauffører, der er væk hjemmefra det meste af ugen? slutter Danni Sejbjerg.

Kurt Groth mener sagen er ganske enkel:

- Folk ved sgu godt, hvis de laver noget ulovligt. Og dette er og vil altid være en chance at tage. Og dette kan koste, og det ved alle chauffører/vognmænd..... Så bare betal prisen!!! skriver han.

- Ejnar Balleby Møldambjærg har heller ikke meget tilovers for de dokumenterede lovovertrædelser.

- Forstår ikke at der sidder chauffør og forsvarer det der. Det er jo dybt uforsvarlig og ulovlig lige meget, hvordan I stiller det op.