HEART har eksport-succes

HEART har eksport-succes

Flere udstillinger fra Herning Museum of Contemporary Art har sat kurs mod udlandet. Foto: Iwan Baan

I 2014 er det lykkedes HEART - Herning Museum of Contemporary Art at sende to af museets største satsninger til udlandet. Jesper Justs "This is a Landscape of Desire" blev vist første gang på HEART i 2013 og siden da, har udstillingen været på en rejse verden over med første stop i Des Moines Art Center i Iowa, USA.

- Vi turde slet ikke håbe på, at efterspørgslen på vores udstillinger ville være så stor, fortæller museumsdirektør Holger Reenberg.

Kurs mod Kina

Netop nu glider værket "This is a landscape of Desire" henover lærredet på det kolossale National Museum of Modern and Contemporary Art, Seoul, Korea, hvor gæsterne strømmer til for at få et glimt af Justs univers. Samtidig er der skrevet under på, at Cory Arcangels udstilling All the Small Things sendes til Reykjavik i 2015, og HEART er i øjeblikket også i forhandlinger med Ullens Center for Contemporary Art (UCCA) i Kina.

Finurlig amerikaner

HEART åbnede i marts den første skandinaviske udstilling af kunstneren Cory Arcangel, der forvandler retro medier til elegant og bevægende kunst. Rygtet om den finurlige amerikaner og hans legende værker har forgrenet sig i netværk over hele verden, og opsætningen på HEART har vakt opmærksomhed blandt de store spillere i museumsverdenen. Indtil videre kan HEART røbe, at Cory Arcangels udstilling All the Small Things i første omgang rejser til Reykjavik, Island i 2015, hvor værkerne bliver præsenteret på Reykjavik Art Museum.

 - Det giver blod på tanden, når vores produktioner arbejder videre i udlandet, og vi vil helt sikkert slå et slag for at sende flere udstillinger samme vej, slutter Holger Reenberg i en pressemeddelelse fra HEART.

Begge udstillinger er en del af HEARTs strategiske udstillingsprogram HEARTfuture, som støttes af det Obelske Familiefond.