Headspace er sikret overlevelse

Headspace i Herning får en del af satspuljemidlerne og er dermed reddet.

Headspace, Herning, unge
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Efter flere ugers intense forhandlinger er regeringen og satspuljepartierne i satspuljekredsen blevet enige om rammerne og fordelingen af årets satspulje.

- Det er rigtig fantastisk og dejligt. Vi kan ikke få armene ned. Det er dejligt, at der er bred enighed om at støtte. Nu kan den tidlige indsats fortsætte. Det har været et enormt pres, at vi har manglet penge, men nu er der ro på, siger Dorte Nielsen, der er centerchef hos Headspace i Herning, til tvmidtvest.dk.

Headspace, der blandt andet ligger i Herning, får tildelt 7,5 mio. kroner over de næste 4 år. Dermed er det muligt at bevare de 10 Headspacecentre, der ellers ville risikere at lukke ved årsskiftet.

Headspace i Herning manglede 2,2 mio. kroner og måtte lukke sidst i 2017, hvis ikke de fandt pengene. I Herning har de haft individuelle samtaleforløb med over 350 unge og samtaler med over 600.

Herning Kommune har som en del af 2017 budgetforliget bidraget med 600.000 kroner og lokaler til Headspace.

I de seneste tre år har Headspace givet anonym og gratis rådgivning til unge mellem 12 og 25 år. Siden opstarten i 2013 har Headspace været i kontakt med mere end 20.000 unge fra 84 kommuner og har holdt mere end 42.000 rådgivende samtaler i de ti centre samt via telefon og chat.

Regeringen og satspuljepartierne har fordelt 943,3 millioner kroner til at hjælpe folk med sociale problemer.

2:52
Unge helt ned til 12 år, søger hjælp ud af ensomhed og isolation blandt andet via Headspace i Herning