H.C. Østerby sejrer og fortsætter som borgmester i Holstebro

H.C. Østerby fortsætter som borgmester, til trods for at Socialdemokraterne går et enkelt mandat tilbage.

hcosterby.jpg

H.C. Østerby er også borgmester i Holstebro i de næste fire år. 

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Vi gik frem med næsten 6.000 stemmer sidste gang, og jeg er rigtig glad for, at vi næsten holder det, siger H.C. Østerby.

Socialdemokraterne går ellers ét mandag tilbage, men den nuværende og også kommende borgmester var godt klar over, at det var en risiko, da partiet ikke var i valgforbund med de mindre partier.

- Vi kommer til at fortsætte uhindret som nu og skal have lavet en bred konstituering for hele byrådet, siger han.

Anderledes ambivalent er følelsen dog hos Venstres Jens Kristian Hedegaard. Venstre fik et flot valg ved sidste kommunalvalg, og Venstres spidskandidat glæder sig over, at partiet kun oplever en meget begrænset tilbagegang. 

Alligevel er der også skuffelse at spore over, at Venstre mister en mandat, og så blev det altså heller ikke til borgmesterposten.

- Jeg kan vel ikke sige mig helt fri fra at være skuffet, men sådan er det, siger Jens Kristian Hedegaard.

Alle skal sidde med i økonomiudvalg

Ny i byrådet er Konservative, og der kommer derfor en spiller mere, der skal have en bid af den kage, som H.C. Østerby skal fordele.

- Det glæder mig faktisk rigtig meget, at De Konservative kommer ind. Det gør, at vi får en større bredde, siger H.C. Østerby.

Det vigtigste for ham er, at alle partier er repræsenteret i økonomiudvalget.

- Det er der, de vigtigste beslutninger træffes. Nu har vi så fået et parti mere, og så må vi se, om vi ikke kan få den kabale til at gå op, siger han.