HC Midtjylland holder liv i håbet om økonomisk redning

Den eksistenstruede håndboldklub har skaffet cirka to millioner kroner og dermed ekstra tid at løbe på.

HC Midtjylland ligger nummer ni i herrernes bedste håndboldrække efter tolv runder.

Håndboldklubben HC Midtjylland har samlet cirka halvdelen af de fire millioner kroner, som man for små 14 dage siden meldte ud, at klubben stod og manglede for blot at kunne færdiggøre sæsonen.

Der var sat en deadline, som hed udgangen af november, men klubbens direktør, Søren Melin, bekræfter nu, at klubben også eksisterer efter 30 november.

Læs også Storsponser siger stop - HC Midtjylland mangler penge

- Vi lukker og slukker ikke 30. november. Det kan jeg godt bekræfte, siger direktøren.

Men på trods, af at klubben nu er kommet et skridt nærmere redning, understreger direktøren, at der er lang vej endnu.

- Vi arbejder på højtryk. Der kommer lidt penge ind hele tiden, men vi er et stykke fra mål endnu. Vi får nye sponsorer, men ikke helt i den kaliber, vi havde håbet på.

- Men vi er i dialog med en investorgruppe, så jeg håber da, vi snart kan lave en udmelding, siger Søren Melin.

Deadline var sat til 30. november, men på trods af at alle pengene ikke bliver samlet ind inden den dato, så vælger direktøren alligevel at se optimistisk på situationen.

Læs også Midtjysk håndboldklub mangler millioner: I fare for lukning

- 30. november skal vi aflevere regnskab, men det er klart, at vi godt kan køre videre alligevel. Vi kommer måske nok på den sorte liste, og det er uheldigt, men det har vi været i en del år efterhånden, så det er ikke det, der ødelægger det hele, siger Søren Melin.

Investorgruppen, som HC Midtjylland er i kontakt med, består af både nuværende og nye investorer i klubben.

HC Midtjylland ligger nummer ni i herrernes bedste håndboldrække efter tolv runder.

01:54

Mens det er lykkes for det tidligere FC Midtjylland at finde nye sponsore, så er der ved at være tomt i kassen hos håndboldherrerne fra naboklubben HC Midtjylland.

Luk video