Havørne i Thy døde af fugleinfluenza

To havørne i Thy er døde af fugleinfluenza. Ingen mennesker er smittet.

Foto: Mads Dam Christensen

To havørne i Thy er døde af fugleinfluenza. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Havørnene er fundet ved Hurup og Hjardemål og er efter borgerhenvendelser kommet ind til obduktion. Analyser fra DTU Veterinærinstituttet viser, at der er tale om fugleinfluenzatypen, H5N6.

Også i Næstved på Sjælland og Maribo på Lolland er der fundet smittede havørne.

Ingen mennesker smittet

Foreløbigt er der ikke eksempler på, at mennesker er blevet smittet, men H5N6 er dødelig for både ørne, høns og andefugle. 

Af samme årsag opfordrer Fødevarestyrelsen private og professionelle fjerkræsavlere til at være ekstra påpasselige med smittebeskyttelse. Blandt andet handler det om at skifte sko, inden man går ind til sine fjerkræ.

Læs også Havørn døde af fugleinfluenza