Havnefestival køber op

Bork Havn Musikfestival har købt en gård med tilhørende jord for at sikre festivalen, hvis de nuværende arealer bliver udstykket.

12VOBorkFestival.Consolidated.01.jpg

Gæster til den årlige havnefestival i Bork kan ånde lettet op: Festivalen har købt en gård med tilhørende jord i tilfælde af at de nuværende arealer bliver udstykket til sommerhusgrunde.

- Det vil ikke komme til at have indflydelse på årets festival, men udstykningen af de grunde, festivalen bruger i dag, er på tegnebrættet, så festivalen kan på et tidspunkt gå hen og blive hjemløs. Det forklarer Festivalens formand, Elmar Haahr Hansen i dag i en pressemeddelelse.

Men festivalen i 2011 kan blive den sidste på Stejlepladsen i midten af Bork Havn.

I forbindelse med købet er der oprettet en fond, som ejer gården og ca. 10 hektar tilhørende land. Der er udvalgt en arbejdsgruppe, som allerede nu er i fuld sving med at kigge på lokalplan, pladsindretning og udviklingsmuligheder.