Havnedirektør jubler over ny havvindmøllepark

Offentliggørelsen af den nye test-havvindemøllepark ved Nissum Bredning vækker glæde i Thyborøn Havn.

jesper_holt_jensen.jpg

Direktør i Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen, er begejstret over udsigten til at få en ny test-havvindmøllepark ved Nissum Bredning til 300 millioner kroner.

- Det er et rigtig, rigtig spændende projekt. Lige nu er vi ved at udvikle havnens offshore-område, og vindmølleprojektet i Nissum Bredning kunne være et godt første projekt, siger Jesper Holt Jensen.

Tidligere onsdag blev det offentliggjort, at Nissum Bredning er udpeget til at deltage i en ny forsøgsordning for vindmølleteknologi.

- Vi tænker jo, at havvindmøllerne skal serviceres løbende, og det vil være naturligt at gøre det fra Thyborøn Havn, for det er jo absolut den havn, der ligger tættest på, fortsætter direktøren.

Offshore-drømme

I fremtiden satser Thyborøn Havn kraftigt på offshore. Lige nu er havnen i gang med en havneudvidelse, og en ny offshore-kaj forventes at stå færdig i september 2016. Byggeriet af den nye test-havvindemøllepark forventes at gå i gang i 2017, så det passer godt sammen, mener direktøren. 

- Det passer rigtig godt ind i vores drømme om at blive en offshore havn, sigerJesper Holt Jensen.

Lige nu arbejdes der også med planer om et andet og større havvindemølleprojekt i Vesterhavet. Det hedder Vesterhav Nord, og det kommer til at ligge sydvest for Thyborøn.

- Vi tænker, at projektet ved Nissum Bredning kan være en god generalprøve på, hvis der kommer et stort projekt ude i Vesterhavet. Så vil det jo være godt at kunne prøve sig på et lidt mindre projekt, inden man går i gang med det store i Vesterhav Nord, fortæller Jesper Holt Jensen.