Havne satser på havvindmøller - nu kan de miste dem

Havnedirektører er bekymrede over måske at miste havvindmøller. Både Thyborøn og Hvide Sande Havn har nemlig satset stort på offshore-industrien.

siemens_offshore1.jpg
Foto: www.siemens.com/press

I vindmølleindustrien er de chokerede over, at energi- og klimaministeren er klar til at droppe kystnære havvindmøller.

- Man er nødt til at forholde sig til, at prisen for den grønne omstilling er blevet for høj, og at vi derfor er nødt til at få skåret regningen til. Der kunne det være en mulighed at kigge på de kystnære møller. Prisen for dem er steget markant, og vi oplever stigende lokal modstand imod dem, sagde Lars Christian Lilleholt til Berlingske lørdag.

Forstår ikke ministerudmeldingen

Og nu melder også flere vestjyske havne sig i koret af bekymrede røster. Både på Thyborøn og Hvide Sande Havn har de nemlig satset stort på offshore-industrien.

- Det er en proces fra 2012 med bredt forlig, så jeg kan slet ikke forstå ministerens udmelding, siger havnedirektør i Hvide Sande, Steen Davidsen.

Energiforliget er en bred aftale, hvor alle partier på nær Liberal Alliance og Alternativet er med. Her står blandt andet, at partierne er enige om at opføre 500 megawatt kystnære møller. Ved Vestkysten har Hvide sande budt ind - men også den nyrenoverede havn i Thyborøn håbede at få kystnære møller.

Løber fra løfterne

- Vi har jo brugt noget energi på at positionere os på markedet og indrettet afsnit i havnen, hvor der bliver mulighed for det. Så det er da ærgerligt, hvis det ikke kommer til en budrunde. Men vi har jo aldrig været sikker på det, lyder det fra havnedirektøren i Thyborøn, Jesper Holt Jensen.

Hvis regeringen gør alvor af at droppe planerne om de kystnære vindmøller, betyder det, at Venstre løber fra løfterne i energiaftalen.

 

2:29
Både Hvide Sande og Thyborøn Havn investerer massivt i offshore-industrien. Men de er også nødt til at samarbejde for at få mest ud af deres investering, mener lektor.