Havde politiet i røret og indbrud i kælderen

Havde politiet i røret og indbrud i kælderen

En 36-årig kvinde fra Silkeborg var koldblodig nok til at guide politiet, mens indbrudstyve var på spil i hendes kælder.

Månedens pris for mest is i maven går til en kvinde fra Silkeborg. Hun var nemlig koldblodig nok til at ringe til politiet, da hun så to fremmede mænd i sin have - og hun blev i røret, da mændene begyndte at bryde ind i hendes kælder.

- Vi modtager en anmeldelse tirsdag klokken 10:40, hvor en kvinde fortæller, at hun kan se to mænd komme ind i haven fra nabohuset. Og det næste, hun fortæller, er, at de er på vej ind i hendes kælder, fortæller politiassistent Keld Grosen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Kvinden befandt sig på husets første sal, og hun kunne høre, hvordan de to mænd rumsterede rundt i kælderen.

Blå blink over alt

Politiet havde en patrulje i nærheden, og samtidig droppede to hundepatruljer deres træning tæt på stedet for at styrte til adressen på Engsvinget i midten af Silkeborg. To patruljer fra politistationen i Silkeborg hastede også dertil, så der i løbet af ganske få minutter holdt fem patruljebiler ved villaen, hvor kvinden stadig var i røret fra øverste etage.

- Da den første patruljevogn ankommer, er de to gerningsmænd på vej ud af huset. Patruljen får anholdt den ene, mens den anden mand tager flugten, fortæller politiassistenten.

Indbrudstyven løb op ad nabovejen, og patruljerne gav sig til at lede efter ham. Eftersøgning varede dog kort, for gerningsmanden valgte at komme frit frem, da han hørte politihundene arbejde i området.

Fremragende indsats

Husets kvindelige beboer har på trods af det overraskende besøg det godt i dag.

Hvordan kan det være, I kan møde så talstærkt op til lige den her sag?

- Det har noget at gøre med, hvordan situationen er, og så er det lige et sammentræf, at der var så meget mandskab til rådighed. Og så må jeg også sige, at vi har en god anmelder i telefonen, der er koldblodig nok til at snakke med politiet, mens det hele står på, siger Keld Grosen fra politiet i Silkeborg.

Og lokalpolitiets indsats får flotte ord med på vejen fra vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi Gert Høeg.

- Der er ros til dem, fordi de drønede derud alle mand. De ryddede nærmest stationen. Det er jo ikke umiddelbart konceptet, at dem, der sidder med sager på kontoret, skal smide alt, de har i hænderne, så det var flot, at de reagerede så prompte, siger vagtchef Gert Høeg.

Begge indbrudstyve er nu sigtet for indbruddet. De er desuden sigtet for biltyveri, da deres bil viste sig at være stjålet fra Viborg Sygehus d. 4. december.