Hastværk skader demokratiet

Søren Gade i spidsen for mindre hastværk i folketingets lovarbejde

Søren Gade til kamp for mindre hastværk i lovarbejdet

Hastværk i folketingets arbejde med love er en direkte trussel mod det danske demokrati. Det mener Venstres gruppeformand, Søren Gade, som nu blæser til kamp mod tidspresset i folketingets lovarbejde.

Sammen med den radikale leder, Morten Østergaard, vil gruppeformanden have mere fokus på inddragelse af offentligheden i forbindelse med lovarbejdet. Det skriver Berlingske Tidende.

Mere end hvert tredje af de 190 lovforslag, der sidste folketingsår blev sendt i høring, overholdt ikke de gængse høringsfrister og -retningslinjer på fire uger, viser tal fra Advokatsamfundet. I enkelte tilfælde har foreninger og organisationer kun haft få dage.

Det vil de to politikere have ændret. De peger på at retssikkerheden er truet sammen med den offentlige debat.

- Det er med til at undergrave tilliden til lovgivningen. Hvis flere og flere oplever det som et problem, så bliver det et problem. Det er en kritik som gør os politikere sårbare, siger Søren Gade til avisen.

Sammen med Morten Østergaard vil Søren Gade have en ændrings af Folketingets forretningsorden. Det skal sikre at love, der er vedtaget ved hastebehandling, hurtigst muligt skal gennem en helt almindelig lovbehandling.

- Det kan aldrig blive et demokratisk problem at lade folk blive hørt. Men det kan være et demokratisk problem når de ikke bliver hørt, konstaterer Søren Gade.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard er åben overfor forslaget fra de to politikere. Hun vil tage det op på næste møde i Folketingets præsidium.