Hård kritik af "provinsnedgradering"

Det er helt uacceptabelt, at Københavns Lufthavn har lagt indenrigs- og udenrigssikkerhedskontrollen sammen. Det mener Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

karkbh.jpg

Passagerer må bruge mellem en halv og en hel time ekstra på sikkerhedskontrol, efter Københavns Lufthavn Kastrup har valgt at nedlægge sin indenrigsterminal.

Det fortæller flere pendlere til TV MIDTVEST, og det får nu også Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen op af stolen. Han kritiserer i skarpe vendinger lufthavnen for at nedgradere provinsen.

- Det er en markant forringelse for flypassagerer, der rejser til og fra provinsen. Jeg har selv flere gange i de seneste uger oplevet at stå i kø til sikkerhedskontrollen bag hundredvis af udenrigsrejsende, siger han.

Onsdag aften fortalte TV MIDTVEST om Susanne Høgh Nielsen, som ofte pendler mellem Viborg og Søborg. Hun oplever lange køer og endnu længere ventetider, men problemet rækker længere end kun ærgrelse hos de enkelte passagerer.

- Den nye ordning går også ud over provinslufthavne og inderigsflyoperatører, der kæmper med at holde passagertallet oppe. Hverken borgere eller erhvervslivet kan være tjent med den skævvridning af landet, som det opståede problem bidrager til, mener Kristian Pihl Lorentzen (V).

I artikelvideoen kan du se, hvordan pendlerne oplever forringelserne i lufthavnen.

2:33
Efter Københavns Lufthavn lukkede indenrigsterminalen melder flere passagerer nu om forlænget rejsetid til og fra Karup.