Hård kritik af plejecenter efter overfald

Et groft overfald på en 85-årig plejehjemsbeboer i Herning burde have været forhindret. Det mener familien til den overfaldne.

091115Fuglsangsoe.jpg

En 85-årig mand blev i sidste uge angrebet af en 70-årig mandlig beboer, som var dement, men boede på en almindelig plejeafdeling, og altså ikke en afdeling for demente.

- Den voldelige demente mand har været fejlplaceret. Det må også være dybt frustrerende for hans pårørende, at man ikke har skærmet ham bedre, siger Peder Pedersen, søn til den 85-årige.

Overfaldet skete på Herning Kommunes nyeste plejehjem, Fuglsangsø Centret, hvor der også er skærmede afsnit for demente. Kommunen erkender i dag, at man har fejlvurderet placeringen af den demente mand.

- Vores vurdering af hvor skærmet borgerne skulle være er set i bakspejlet helt forkert, siger Søren Christensen, forvaltningsdirektør i Herning Kommune.

For lav bemanding

Voldsepisoden foregik på en afdeling, hvor én nattevagt har opsyn med 32 beboere. Alzheimerforeningen mener, at det er for lidt. Og at mange kommuner har en uanstændig lav bemanding på plejehjem med demente.

- Der skal være tilstrækkelig personale til, at man hurtigt kan gribe ind, når man oplever sådan noget, så den skade, der sker, bliver mindst mulig. Og så skal personalet have en uddannelse, så man prøver at forebygge, at det sker, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Men på Fuglsangsø Centret er der også nattevagter på tre andre afdelinger, som kan tilkaldes. Og kommunen afviser, at bemandingen er for lav.

- Vi har den bemanding, vi har. Jeg vil ikke sige, at denne situation skyldes manglende bemanding. Det skyldes, at vi laver et beklageligt fejlskøn, siger Søren Christensen.

Bedre retningslinjer

De pårørende efterlyser bedre retningslinjer til at håndtere vold mellem beboere på plejehjem.

- Det har da skabt en utryghed blandt os alle sammen i familien, og ikke mindst i min fars sind, siger Peder Pedersen.

Den demente mand bliver nu flyttet til en anden afdeling på plejecentret.

Alzheimerforeningen mener, at Folketinget skal tvinge kommunerne til at have en bedre bemanding på plejehjem døgnet rundt.