Hård kritik af Kristian Pihl

Beskyldes for at forsvare sig egen baghave som trafikordfører.

Kristian-Pihl-Lorentzen.jpg

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen beskyldes i tirsdagens udgave af metroXpress for at pleje egne interesser i sagen om en ny omfartsvej i Ans.

Pihl Lorentzen bor selv i Ans, og et af forslagene går på, at omfartsvejen skal gå tæt forbi hans baghave - og dét forslag er han kraftig modstander af.

Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke siger til at avisen, at den rolle "ikke ser godt ud".

- Giv sagen til en anden for Venstres skyld

- Jeg ville aldrig selv være ordfører på en sag, hvor jeg kunne mistænkes for at pleje egne interesser. Så for hans egen og Venstres skyld synes jeg, at han skulle overlade sagen til en anden, siger Magnus Heunicke.

Den midtjyske trafikordfører afviser selv at have problemer med sin habilitet. Han er modstander af forslaget, fordi det er meget dyrt og unødvendigt.

Lokalkendskab er en fordel

Han afviser også avisens oplysninger om, at han skulle have lagt pres på medarbejdere i Vejdirektoratet.

-  At jeg så tilfældigvis bor i Ans, det har ikke noget med pres at gøre. Jeg er talerør for lokalbefolkningen. Det har jeg været før, og det er jeg også i forhold til Ans, hvor jeg så tilfældigvis bor. Det er ikke at være inhabil at have lokalkendskab. Det er en fordel, siger Pihl Lorentzen til metroXpress.