Har mistet tilliden: Lokalformand trækker sig fra Liberal Alliance

Lokalformanden vælger at trække sig fra partiet, da han ikke længere har tillid til folketingsgruppen.

Leo Skydt Jørgensen til valgdebat 2013, da han stillede op for Liberal Alliance i Thisted Kommune.
Leo Skydt Jørgensen til valgdebat 2013, da han stillede op for Liberal Alliance i Thisted Kommune.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

- Tillid er en svær ting at opbygge, men let at nedbryde. Derfor er Liberal Alliance bedst tjent med at fortsætte uden mig på medlemslisten.

Sådan skriver lokalformand for Liberal Alliance Thy/Mors, Leo Skydt Jørgensen, på Facebook i går aftes. Det sker efter, at han i længere tid har udtrykt bekymring over partiets linje på det sociale medie.

Her til morgen har hovedpersonen ikke selv meget mere at tilføje.

- Jeg har ingen ønsker om at skade partiet eller den liberale sag, så derfor trækker jeg mig stille og roligt. Der er ingen skandaleønsker i det, jeg er simpelthen bare blevet i tvivl om, om partitoppen mener det, de giver udtryk for, fortæller han til TV MIDTVEST.

Herefter henviser han til sine opslag på Facebook.

Siger et, gør noget andet

Udmeldingen kommer efter, at Liberal Alliance ikke nåede igennem med den lovede skattereform.

- Man siger hele tiden et og gør noget andet. Det er ikke særlig tillidsskabende i en tid, hvor der er råderum til at skabe en forandring, der vil noget, skriver Leo Skydt Jørgensen.

Den 21. december skrev han ellers på Facebook, at han havde tænkt sig at blive i partiet, men at han ville vente på resultatet af skattereformen, før han ville gentegne sit medlemskab. Den reform endte som en skuffelse for formanden.

- Partitoppen forsøger at sælge det hele som en sejr, fremfor at trække sig ud af den regering, der kun regerer på DF’s præmisser. Havde man i stedet valgt den vej, havde man udvist respekt for egne udmeldinger igennem de seneste par år, og ikke stået ydmyget tilbage med en regeringsdeltagelse, der mest af alt minder om, at man bare vil være med for at være med, skriver han.

Her til morgen får medlemmerne af lokalbestyrelsen besked, og næstformand i Liberal Alliance Thy/Mors Thomas Dahlgaard tager over, indtil lokalforeningens ordinære generalforsamling til februar. 

Også i Nordjylland kradser krisen. Her overtager en gymnasieelev formandsposten i Liberal Alliance Frederikshavn/Læsø, da Kristina Mebus valgte at trække sig torsdag aften.