Har lige fået 8000 følgere: Politiker skal forlade Facebook i to uger

Fire personer skal forlade Facebook i to uger. En af de mest nervøse er folketingspolitiker Simon Kollerup.

Simon Kollerup har lige fået 8000 følgere på sin side, men de må undvære ham i to uger.
Simon Kollerup har lige fået 8000 følgere på sin side, men de må undvære ham i to uger.
Foto: presse

Han er lige nået op på 8000 følgere, hvilket han har fejret med et nyt coverbillede.

Men de 8000 følgere kommer til at skulle undvære ham de næste to uger. Det sker, fordi folketingspolitiker Simon Kollerup er en af deltagere i TV MIDTVESTs Facebook-eksperiment. Her skal deltagerne – og TV MIDTVEST selv – holde sig fra Facebook i to uger.

Opgaven skræmmer politikeren.

- Det bliver svært, og det bliver hårdt. Jeg er selvfølgelig bekymret for, om jeg mister noget føling med, hvilke nyheder, der for alvor tager dagsordenen. Men det må jeg se, om jeg ikke kan finde ud af det via andre kanaler siger han og tilføjer:

- Jeg kan stadig se nyhederne, men det er mere den følelse af, hvor meget aktivitet der er omkring en konkret nyhed, jeg kommer til at mangle. Det sværeste bliver selvfølgelig også, at jeg har mange gode ting, jeg gerne vil fortælle de næste fjorten dage, og det skal jeg så finde andre veje til at gøre.

Nyheder hjemmefra

TV MIDTVEST forlader Facebook i to uger, for at undersøge, hvor afhængige medier og brugere er blevet af det sociale medie, når det kommer til nyheder.

Simon Kollerup fortæller, at han især er bekymret for at miste kontakten til sine vælgere fra Thy og Mors.

- Jeg bruger det også til at holde øje med, hvad der rører sig, når jeg er langt væk fra Thy og Mors i hverdagene. Der fornemmer man også hurtigt, om der er en sag, der har særlig aktivitet. Det er en vigtig ting for et folketingsmedlem.

TV MIDTVEST deler ikke noget på Facebook fra midnat. Læs meget mere om projektet her: