Har du set et pindsvin? Så behøver du ikke være bekymret

Selvom det er midt i november, så er det ikke nødvendigvis et problem, at et pindsvin ikke er gået i hi endnu.

Pindsvinene er stadig aktive flere steder.
Pindsvinene er stadig aktive flere steder.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Snegle, orme og biller er stadig aktive i det milde efterårsvejr, og det holder nogle af de større dyr vågne.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 får i øjeblikket henvendelser fra folk, der er blevet bekymret over at se et vågent pindsvin, selvom vi er halvvejs i november. Men der er altså ingen grund til at gå i panik, skriver de i en pressemeddelelse.

De aktive byttedyr som snegle og orme gør, at pindsvinene går senere i hi.

- De unge pindsvin er mest aktive i de mørke timer, men kan, især her hvor det trods alt bliver koldere, tage dagen i brug, fordi de lunere dagtemperaturer kan betyde flere aktive byttedyr, siger biolog Michael Carlsen i pressemeddelelsen.

Sådan kan du hjælpe

Hvis du gerne vil gøre pindsvinene en tjeneste, så fortæller Michael Carlsen, at du med fordel kan lade blade og andet henfaldet plantemateriale være i haven, da det er et godt levested for de byttedyr, som både pindsvin, solsorte og andre af havens dyr lever af.

Samtidigt kan pindsvinene bruge de visne blade til at bygge deres vinterreder.

Men ser du et pindsvin, så skal du lade det være i fred.

- Undtagelsen er selvfølgelig pindsvin, som tydeligt viser tegn på at være syge eller tilskadekomne. Pindsvin skal for eksempel ikke ligge passivt på siden, hoste hele tiden eller have synlige sår, understreger Michael Carlsen.

Finder man et sygt eller skadet pindsvin kan man kontakte Dyrenes Beskyttelse og få hjælp på 1812.