Ualmindelig mission: Har antennerne ude til hele verden

En særlig form for spejderlejr foregår denne weekend i Ringkøbing. Radioamatører hjælper med at få kontakt til hele verden.

1:56
Alfred og Andreas får hjælp til deres mission af en radioamatør
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Spejderne Alfred og Andreas har en mission.

Normalt er de bevæbnet med dolk og duelighedstegn for at klare udfordringerne, men i denne weekend er det noget helt andet, der skal til.

Operationen hedder Jamboree on the Air og skal sætte de to drenge fra Ringkøbing i kontakt med andre spejdere fra hele verden. Og den slags opgaver er lige noget for Alfred og Andreas.

- Det er grunden til, at jeg tager med på den her lejr, fortæller Alfred Morsing Kristensen, og Andreas Møller Simonsen supplerer:

 - Det er lidt noget særligt, at man pludseligt kan sidde og snakke med en svensker, man overhovedet ikke aner, hvem er. Og man ved ikke, hvordan han ser ud. Man aner ingenting om ham.

Drengene dybt koncentreret foran radioen.
Drengene dybt koncentreret foran radioen.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Et verdensomspændende fællesskab

Det er KFUM i Ringkøbing, der står bag weekendens arrangement, der er med til at skabe et fællesskab, der når langt ud over kommunegrænsen. Rundt omkring i verden sidder godt 1,4 millioner spejdere nemlig klar med deres radiosendere og internetchats.

- De lærer noget internationale forskelligheder, hvordan folk er, hvordan folk kommunikerer, og hvordan folk snakker. Men alligevel går vi op i et fælles formål, og det er jo det at være spejder, fortæller spejderleder Kristian Vind Kristensen.

Normalt er det drengene, der har den tekniske overhånd, men i denne weekend må de søge hjælp fra ældre allierede - de såkaldte Radioamatører.

-  Jeg kan lære dem , at man sagtens kan kommunikere med omverdenen uden brug af mobiltelefon, fortæller Asger Kristensen. Han er radioamatør og fra Tarm.

- Altså man kan lave en antenne af to stykker lednin,g og så kan man sende på den. Og det er en aha-oplevelse for rigtigt mange af dem, siger han.

Alfred taler med en anden spejder et sted ude i verden.
Alfred taler med en anden spejder et sted ude i verden.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Noget andet end sociale medier

Kunne man ikke bare skrive med folk på Facebook, Instagram eller Snapchat?

- Jo, men det er bare lidt sjovere, mener Andreas Møller Simonsen.

- Det er lidt en anden teknik, og man kan ikke bare sige, nu vil jeg snakke med den og sådan noget. Man skal have tålmodighed, fastslår Alfred Morsind Kristensen.

Herhjemme er der omkring 70.000 spejdere lige nu, og det er det højeste antal siden 70'erne.

0:34
Se også: 35 unge har bygget et såkaldt treehouse. De har både bygget udendørs stue og en minibiograf.