Hanstholm havn opruster

Med to tunge erhvervsfolk i bestyrelsen er Hanstholm Havn nu klar til at realisere sin ambitiøse vækstplan.

Hanstholm Havn 2_0.jpg

De to nye bestyrelsesmedlemmer er Flemming Ipsen, Executive Vice President for Maersk Industries & Special Projects, og Michael Nymann, der er Chief Financial Officer hos Global Wind Power.

Nøglen til fremtidenIfølge Hanstholm Havns bestyrelsesformand Poul Arne Jensen er de to erhvervsfolk nøglen til at realisere havnens ambitiøse forretningsplan, der blandt andet skal skaffe 1.000 arbejdspladser til regionen og give havnen adgang til et offshore-marked på flere milliarder kroner.

 - Vi har vedtaget en ny strategi, der betyder, at Hanstholm Havn satser benhårdt på de to forretningsområder offshore og grøn energi. Der ligger et enormt potentiale i begge områder, og med Flemming Ipsen og Michael Nymann i bestyrelsen får vi de faglige kompetencer, der er nødvendige, så vi sammen med ledelsen på havnen kan realisere planerne til gavn for havnen og lokalområdet, siger Poul Arne Jensen, formand for bestyrelsen i Hanstholm Havn.  

2 ben

Hanstholm Havn arbejder lige nu på at sikre finansiering til en udvidelse, som vil tredoble havnens størrelse og sikre en dybgang på 12,5 meter. Udvidelsen vil åbne havnens dør til et offshore-marked på mange hundrede milliarder kroner, og Hanstholm Havn satser på at få del i de opgaver, som handler om betjening og ophugning af Nordsøens mange olieplatforme. 

 - Offshore er et kompliceret område, og den erfaring, som Flemming Ipsen har med fra Maersk, bliver afgørende for, at vi kan få foden inden for i den sektor. Lykkes det, vil det få en kæmpe betydning for lokalområdet, fordi det vil betyde masser af nye arbejdspladser på og omkring havnen,  siger Poul Arne Jensen.

 - Det andet ben, som vi satser på, er grøn energi. Her bliver Michael Nymanns store erfaring med at udvikle grønne og økonomisk bæredygtige energiprojekter afgørende. Planen er i første omgang at etablere en vindmøllepark i forbindelse med havnens udvidelse, og senere vil vi bruge den platform til at blive drivkraften bag bølgeenergi i Danmark. Det vil også betyde endnu flere arbejdspladser i Hanstholm, siger Poul Arne Jensen.