Hanstholm Havn holder fast i dyre planer

Udvidelsen af Hanstholm Havn fortsætter som planlagt, det vedtog en enstemmig bestyrelse i dag, selvom projektet bliver 400 millioner kroner dyrere end beregnet.

291013_hanstholmhavngrafpic.jpg

Der er mørke skyer over projektet, der hedder udvidelsen af Hanstholm Havn. Det stod klart i sidste uge, da det kom frem, at projektet viser sig at være næsten dobbelt så dyrt, som man havde regnet med.

I dag mødtes havnens bestyrelse for at drøfte, hvad der skal ske med havnen, nu hvor projektet mangler cirka 400 millioner kroner.

Konklusionen fra havnens bestyrelse er klar: Projektet fortsætter.

Det vedtog en enstemmig bestyrelse i eftermiddag.

- Bestyrelsen er fast besluttet på, at de økonomiske udfordringer ikke skal stå i vejen for Hanstholm Havns udvikling, også selvom det måske kræver, at vi må finde nye veje til målet. Derfor fastholder vi den nuværende udviklingsplan og arbejder hen imod at reducere anlægsbudgettet og finde øget finansiering, siger bestyrelsesformand Poul Arne Jensen i en pressemeddelelse.

I forlængelse af forrige uges licitation arbejder Hanstholm Havn sammen med rådgivningsfirmaet Grontmij videre med at analysere de indkomne tilbud.

- Vi har nu periode frem til den 14. november til at analysere de tilbud, der er modtaget med henblik på at finde ud af, hvordan vi sikrer processens fremdrigt, siger Poul Arne Jensen.