Hanstholm er atter færgehavn

Mandag middag tog Hanstholm imod færgen Clare Express.

Gods kan nu igen blive fragtet fra Hanstholm til Kristianssand. Klokken 12 mandag lagde færgen Clare Express nemlig til kaj i Hanstholm, hvor den skal gøres klar til overfartspremiere, som finder sted den 2. januar.

Færgen har plads til 50 trailere og 12 chauffører, som kan overnatte i to-personers kahytter, når færgen sejler fra Kristianssand til Hanstholm i nattetimerne. Forholdene i Norge er forholdsvis enkle med tjek-in og toldbehandling, og det er altså ikke meningen, at der skal passagerer med Clare Express. Men ifølge Thy Ferries, så giver opstarten af den nye godsrute mulighed for at ruten kan udvikles til passagerer i fremtiden.