Hanstholm Centeret har modtaget ulovlig støtte: - Det er forkert

​Hos Liberal Alliance bryder man sig ikke om, at Hanstholm Centeret har modtaget ulovlige støttekroner fra Thisted Kommune.

- Man burde indrømme, at det her er ulovligt, og at det har været det i mange år, og så trække følehornene til sig, lyder det fra Liberal Alliances Casper Søe-Larsen. Foto: TV MIDTVEST

Det var imod reglerne, da Thisted Kommune tilbage i 2014 brugte to millioner kroner på at renovere butikscentret i Hanstholm.

Det slår Ankestyrelsen fast i en afgørelse fra februar måned.

Læs også Stor stigning: Norske fiskere strømmer til Hanstholm

Alligevel ser afgørelsen ikke ud til at få kommunen til at ændre i sine planer om at putte penge i centeret. Situationen vækker harme hos Liberal Alliance.

- Det er forkert at støtte privat virksomhed med kommunale kroner. Det har aldrig været en kommunes opgave at støtte privat virksomhed med skatteborgernes penge, lyder kritikken fra Casper Søe-Larsen (LA), der er bestyrelsesmedlem i Thisted Kommune.

- Man burde indrømme, at det her er ulovligt, og at det har været det i mange år, og så trække følehornene til sig og lade de private erhvervsdrivende drive deres forretning uden kommunale skattekroner. Hvis ikke der er grundlag for at drive sin forretning uden kommunale kroner, så mener jeg ikke forretningsgrundlaget er der. Det er et spørgsmål om at forvalte borgernes penge ordentligt, siger han.

- En gammel aftale

Ankestyrelsen har brugt fire år på at behandle en klage, der kom i forbindelse med at både tag og gangareal i Hanstholm Centeret skulle renoveres.

Under renoveringen betalte kommunen blandt andet for pyramidekonstruktionen og belægningen på gangarealerne, og det er netop det, Ankestyrelsen mener har været ulovligt i forhold til kommunalfuldmagten.

Men der er en grund til, at kommunen har betalt regningen, lyder det fra formanden for teknikudvalget i Thisted Kommune, Esben Oddershede (V).

- Det er jo en gammel aftale fra 1974, så den kan vi ikke løbe fra.

Læs også Travl dag for beredskabet i Thisted: Rykkede ud tre gange på en time

- Aftalen har hele tiden gået på, at kommunen har vedligeholdelsesomkostningerne på vejen. Det er der ingen problemer i at gøre i forhold til vejloven, forklarer Esben Oddershede.

Løsningen bliver formentlig at skrive gangarealet og parkeringspladsen ud af centerets matrikel. Håbet er, at gangarealet på den måde bliver offentlig vej, som kommunen kan drifte.

Akkurat som det har været tilfældet siden centret blev bygget i 1974.

Konkurrenterne bakker op: Det gavner hele Thy

Hos konkurrenterne fra handelslivet i Thisted, har man forståelse for, at der er blevet brugt kommunale kroner på at vedligeholde butikscenteret hos naboerne i Hanstholm.

- Når diskussionen kommer til, hvorvidt vi i Thisted kan have ondt af, at man bruger nogle penge i Hanstholm, så må jeg sige, at vi ikke har ondt af det, siger formand for Thisted Handels- og Industriforening, Henrik Tinggaard.

- Jeg har stor forståelse for, at man har udfordringer med at holde det hele pænt og flot ude i Hanstholm, som er et område, hvor der måske ikke er det største kundegrundlag. Jeg har i hvert fald en fornemmelse af, at der er en del butikker, som er pressede. Så uden støtten vil sådan et center syne hen og dø, og det tror jeg ikke, vi som område kan være tilfredse med. Det gavner Thy, at der sker en masse i området. Vi ser Thy som en helhed, lyder det.

Hanstholm Centerets fremtid bliver diskuteret på mandag i klima-, miljø- og teknikudvalget, hvor man også vil kigge nærmere på et udkast til en driftsaftale med butikkerne i centeret. Hensigten er at tydeliggøre skellet mellem butikkerne og gangarealerne.

Når Thisted Kommune er klar med et endeligt forslag, skal Ankestyrelsen vurdere sagen igen.

01:43

Thisted Kommune brød reglerne, da den i 2014 brugte to millioner kroner på at renovere butikscenteret i Hanstholm.

Luk video