Hanne Fjalestad hædret

Det danske Utøya-offer fra Herning hædres.

Hanne Fjalestad og de andre samaritter i Norsk Folkehjælp hædres med den norske pris for frivilligt arbejde efter deres indsats under Utøya-massakren. Det skriver AOH.dk.

Hanne Fjalestad, der er født og opvokset i Herning, ofrede sit eget liv for at beskytte en flok unge, da Anders Breivik gik amok på Utøya i juli måned. Ifølge AOH.dk reddede andre førstehjælpere omkring 50 unge på øen. En indsats som derfor fortjener hæder.

- De kom i en ekstrem situation og gjorde en fantastisk indsats, lød det fra Norges kulturminister, Anniken Huitfeldt.

Det var Hanne Fjalestads datter, der modtog prisen på gruppens vegne.