Handicappet pige samler ind til kørestolslift

Stephanie Fjeldsø Fischer starter på Vestjyllands Højskole til januar. Der mangler dog lige en vigtig ting. En lift.

Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Selvom man er kørestolsbruger, kan man sagtens komme på en højskole, som ikke har en kørestolslift. For hvis man hedder Stephanie Fjeldsø Fischer, sørger man bare selv for at skaffe en.

Stephanie Fischer fra Holstebro lider af muskelsvind og er derfor afhængig af sin kørestol. Til januar starter hun på Vestjylland Højskole, hvor hun skal på forfatterlinjen. Efter et besøg på højskolen fandt hun ud af, at skolen mangler en lift, så hun kan komme ned ad trappen til gymnastiksalen, hvor mange af foredragene bliver holdt.

- Jeg tænkte, at så var det bare min opgave at skaffe den lift.  Så er der jo også mange, som, når jeg er færdig, vil kunne få glæde af den. Og skolen vil kunne tiltrække flere, siger Stephanie Fischer.

Ser man bort fra trappen ned til gymnastiksalen, er skolen handicapvenlig. Derfor har højskolen også længe stået højt på forfatterspirens ønskeliste.  

Glad højskole

Liften koster næsten 100.000 kroner, og derfor har Stephanie Fischer sat gang i den helt store indsamling. Indtil videre er hun oppe på 13.000.

- Her i dag gav en krigsveteransklub 10.000 kroner, så der kom indsamlingen lidt op, siger Stephanie Fjeldsø.

Jeg tænkte bare, at så var det bare min opgave at skaffe den lift.  Så er der jo også mange, som, når jeg er færdig, vil kunne få glæde af den. Og skolen vil kunne tiltrække flere.

Stephanie Fjeldsø, kørestolsbruger, Holstebro 

På højskolen er man glade for den tapre piges initiativ.

- Liften er ret dyr, så sådan en har vi ikke råd til. Så, at hun gør det, det er jo fantastisk, siger Else Mathiassen, der er forstander på Vestjyllands Højskole.

Indtil videre har det været en udfordring for eleverne i kørestol, og derfor glæder de sig over på skolen, at en lift måske snart bliver en realitet.

- Hvis man ikke kan gå, så kan man ikke komme ned til salen, hvor vi har nogle fællesarrangementer en gang i mellem. Der foregår så mange ting dernede, og så er det bare principielt irriterende at blive udelukket fra et bestemt område, siger Tobias Bak Rasmussen, der går på højskolen nu.

Hvad enten der bliver penge til en lift eller ej, så starter Stephanie Fischer på højskolen til januar.