Håndboldspillere gav omgang til fans

Skjern Håndbolds spillertrup gav mad og vin til de fans, der var rejst med holdet til Final Four i Berlin

Henrik_Moelgaard150713.jpg

Selvom Skjern Håndbold lørdag eftermiddag ikke kunne slå Hamborg i semifinalen ved Final Four-stævnet i den europæiske turnering EHF Cup, var spillerne mere end tilfredse med opbakningen på tilskuerpladserne.

100 fans havde taget turen fra Vestjylland til Berlin for at støtte de grønne helte, og lørdag aften kvitterede spillerne ved at invitere de medrejsende fans på lidt godt til ganen. For pengene i truppens bødekasse sendte de unge medlemmer af fanklubben Ultras på McDonalds og gav vin til de voksne.

Under middagen lagde Skjern Håndbold et billede ud på det sociale medie Instagram med følgende tekst:

- Godt humør trods nederlag: 100 grønne fans til fællesspisning arrangeret af Holstebro Rejsecenter. Spillertruppen har sendt Ultras på McDonalds på bødekassens regning og givet en omgang til de øvrige fans.

Søndag eftermiddag spiller Skjern bronzekamp mod RK Gorenje.

skjerninsta_0.jpg