Håndboldpiger ramt af konkurs

Det går hårdt ud over FC Midtjylland, at Vermø er erklæret konkurs. Vermø var storsponsor i klubben.

fcm_HAANBOLD001.jpg

Mandagens konkurs går særligt hårdt ud over håndboldpigerne fra FC Midtjylland. Vermø er hovedsponsor for FCM Håndbold og sponsorerer også fodboldholdet uden at være hovedsponsor.

Sportsdirektøren i FC Midtjylland, Frank Henriksen vil ikke oplyse hvor stort sponsoratet er, men siger det er et pænt stort beløb, når man er hovedsponsor.

Sponsoraftalen lød oprindeligt på tre år. Det første år er gået og FCM har fået pengene. Værre ser det ud for de to kommende år. Her har FCM ikke fået penge fra Vermø. For håndboldpigerne kommer konkursen på et meget uheldigt tidspunkt.

- Det er det man kalder en sur mandag. Det er et kritisk tidspunkt lige før sæsonstart. De er jo på vores trøjer, siger Frank Henriksen, sportsdirektør i FC Midtjylland.

Hold uden sponsor

Med Vermøs konkurs står håndboldpigerne fra FCM uden hovedsponsor. Alligevel regner sportsdirektøren ikke med der kommer de store ændringer i truppen.

- Vi skal løse det her med en ny sponsor, så vi ikke skal af med spillere. Vi er i gang med at sondere, men markedet er ikke det nemmeste lige nu, siger Frank Henriksen til TV/MIDT-VEST.