Håndboldforbundet satser på Holstebro

Dansk Håndboldforbund klar med nyt samarbejde med Holstebro Kommune. - Holstebro har håndbold i sit DNA, siger Morten Stig Christensen.

150414_Team_Tvis_Holstebro.jpg

Som den eneste kommune får Holstebro nu status af bredde- og talentkommune under Dansk Håndboldforbund.

Aftalen bliver officielt underskrevet af forbundets generalsekretær Morten Stig Christensen og formanden for Holstebros kultur- og fritidsudvalg Leif Brøgger, når herrerne fra Team Tvis Holstebro skærtorsdag spiller slutspilskamp mod GOG.

- At samarbejdet er indgået med lige præcis Holstebro, er ingen tilfældighed. Her er håndbold ganske enkelt en væsentlig del af det lokale DNA, siger Morten Stig Christensen i en pressemeddelelse.

Formålet med samarbejdet er at opkvalificere foreningsledere samt bredde- og ungdomstrænere i hele kommunen. Og det står klart i aftalen, at der skal satsen på både elite, bredde og talent.

Det praktiske arbejde udføres af DHF i samarbejde med Holstebro Elitesport, Jysk Håndbold Forbunds kreds 3 og alle håndboldklubber i kommunen. Samtidig er det lagt op til, at kommunen fra august skal ansætte en koordinator, der skal bruge 10 timer om ugen på projektet.