Håndboldforbund: TTH er ude

Håndboldforbund: TTH er ude

Dansk Håndbold Forbund holder fast i, at Team Tvis Holstebro er udelukket af pokalturneringer, efter TTH ankede dommen.

Dansk Håndbold Forbund holder fast i, at Team Tvis Holstebros håndbolddamer er udelukket af pokalturneringen efter at have spillet med to ulovlige spillere i ottendedelsfinalen mod Hadsten.

De to ulovlige spillere er Louise Bager og Sarah Hald, og for begge spillere gælder det, at DHF ikke havde godkendt spillernes kontrakt inden kampen mod Hadsten d. 1. september.

Team Tvis Holstebro mente ikke, at klubben burde taberdømmes, idet de manglende godkendelser skyldes langsommelig sagsbehandling hos DHF. Derfor ankede de sagen. Men det har ikke ændret DHF's beslutning.

Det er klubbens direktør utilfreds med.

- Vi har i sagsforløbet bevist, at DHF dels ikke har overholdt reglerne om tidsgrænserne for behandling af kontrakter, og vi har også bevist, at DHF ikke, som krævet, behandler kontrakter i den rækkefølge, de bliver modtaget. Og det er os, der bliver straffet for det, siger Jacob Jørgensen til Team Tvis Holstebros hjemmeside.