Håndboldekspert angribes igen

Først var det træner Nils Agesen, der angreb Bent Nyegaard for at tale dårligt om kvindehåndbold, og nu bakkes anklagen op.

nyegaard.jpg

I Håndboldmagasinet Overtrådt i aftes forlangte håndboldekspert Bent Nyegaard, at dametræneren for Team Tvis Holstebro, Niels Agesen, fremlagde dokumentation eller omgående gav en undskyldning for beskyldninger om, at håndboldeksperten bevidst ønsker at "hype" herrehåndbolden og trykke damehåndbolden.

Niels Agesen gav TV2-kommentatoren en undskyldning for anklagerne, som han har fremsat i en blog på klubbens hjemmeside og også i Overtrådt. Men nu kommer der opbakning til Niels Agesen på Team Tvis Holstebros hjemmeside. Her skriver Poul Madsbjerg, der er ansat som konsulent i Holstebro-klubben, at det nok er vanskeligt for en tv-kommentator, der dagligt udtaler sig kritisk om spillere, trænere og klubber, selv at modtage kritik.

Poul Madsbjerg understreger i bloggen, at der er fuld opbakning til Niels Agesens synspunkter fra Team Tvis Holstebro.

Se eller gense Overtrådt her.