Håndbold-tvilling til HC Midtjylland

Jørgen Rasmussen forlader Mors-Thy til fordel for ambitiøs 1. divisionsklub.

060213_Joergen_Rasmussen.jpg

Den lynhurtige venstre fløj Jørgen Rasmussen fortsætter karrieren i håndboldklubben HC Midtjylland fra næste sæson.

Jørgen Rasmussen havde egentlig en aftale med ligaklubben Mors-Thy, men har valgt at udnytte en option, der giver ham mulighed for at skifte før tid. Han har lavet en toårig kontrakt med mulighed for at forlænge med et år med HCM.

Den 23-årige fløj begyndte karrieren i Rækker Mølle, men skiftede senere til Skjern Håndbold, hvor han spillede sammen med sin tvillingebror René.

Flere forstærkninger

HC Midtjylland spiller i 1. division og har formentlig forpasset chancen for at rykke op i ligaen til sommer. Men ambitionen er helt klart at rykke op i næste sæson, og klubben er derfor godt i gang med at forstærke holdet.

Den erfarne ligaspiller Heino Holm Knudsen er allerede kommet til klubben fra Viborg, og i næste sæson kommer Jacob Østergaard og Kristian Gjessing fra Skjern, Martin Hansen fra SønderjyskE og altså også Jørgen Rasmussen fra Mors-Thy.

Men dermed er det formentlig ikke slut - sportschef Peter Andersen siger, at klubben stadig undersøger mulighederne for at forstærke truppen.