TV MIDTVEST

Håndbold: Modstanderhold fundet

Team Tvis Holstebro skal møde russiske Lada i kvartfinalen af kvindernes EHF-Cup. Viborg HK skal møde ungarnske Debrecen i kvartfinalen af pokalvindernes Cup. Det blev afgjort under en lodtrækning tirsdag formiddag.

For kvinderne fra Team Tvis Holstebro er det russiske storhold en svær udfordring.

Holdet er en af favoritterne til den samlede sejr i EHF-Cuppen.

- Fru Fortuna har hvert fald ikke været i Holstebro. Først Team Esbjerg og nu Lada. Det er de to hold, som jeg anser for at være de stærkeste. Det var ikke lige den lodtrækning, vi havde håbet på i forhold til vores chance for at spille finale, fortæller cheftræner Niels Agesen fra Team Tvis Holstebro.

Vandt over Lada sidste år

Årets kvartfinaleopgør bliver en gentagelse af sidste års semifinalopgør i EHF-Cuppen, hvor pigerne fra Team Tvis Holstebro efter to intense semifinaleopgør endte med at slå Lada.

Team Tvis Holstebro tabte det første opgør i Rusland, men på hjemmebane sikrede de sig adgangen til finalen.

- Deres stil ligger ikke så dårligt til os. De spiller meget ind over midten. De er rigtig gode mand mod mand, men det er hele tiden ud fra samme rytme, og det giver vores forsvar nogle fordele. Men det er et forstærket Lada-hold i forhold til det hold, som vi mødte sidste år, siger Niels Agesen.

Glæde hos Viborg HK

Hos Viborg HK er frygten for deres modstander, ungarske Debrecen, ikke lige så stor. De er godt tilfredse med lodtrækningen, hedder det ifølge en pressemeddelelse fra klubben.

Debrecen var finalemodstanderen, da Viborg HK vandt sin første europæiske titel i EHF-Cuppen i foråret 1994.

Viborg HK spiller det første opgør på hjemmebane, mens Team Tvis Holstebro starter på udebane.

For begge holds vedkommende spilles den første kamp i weekenden den 3. - 4. marts med returopgør ugen efter den 10. - 11. marts.