Ilse mødte Hansi Hinterseer: - Han levede op til det, som vi kender ham for

Ilse Nørgaard fra Ikast fik sig en oplevelse af de helt store, da hun mødte en af schlagerverdenens største stjerner, Hansi Hinterseer.

6:58
Ilse Nørgaard fra Ikast fik lov til at møde den store schlagerstjerne Hansi Hinterseer til Dansktop Prisen 2019.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup

For Ilse Nørgaard blev weekendens glimmerbrag af en dansktopfest i Herning drysset med ekstra meget stjernestøv.

Den 71-årige kvinde fra Ikast vandt nemlig  TV MIDTVEST's konkurrence om et møde med den levende schlagerlegende Hansi Hinterseer.

- Det kan jeg da næsten ikke tro, det er virkelig for meget. Hold nu op da, det var da helt fantastisk, lyder reaktionen fra Ilse Nørgaard, da hun finder ud af, at hun har vundet.

Da Ilse Nørgaard er kommet til sig selv, spørger TV MIDTVEST's journalist lidt mere ind til, hvad det egentlig er ved Hansi Hinterseer, der fanger hende. Det skal hun ikke bruge ret lang tid til at tænke over.

Jeg kan godt lide, at han er så naturlig, når han optræder. Han er altid ens, og han virker utrolig glad. Han er ét med folket. Og så synes jeg, at han er mega charmerende med det hår, der altid flagrer i vinden, lyder svaret.

3:34
Her kan du se hvordan Ilse Nørgaard bliver snydt af en falsk patient, som afslører, at hun har vundet en konkurrence.

En fantastisk følelse

Mødet med østrigske Hansi Hinterseer finder sted i forbindelse med Dansktop Prisen 2019 i Herning, og kort før mødet er Ilse Nørgaards mave fyldt med sommerfugle.

- Det er så dejligt. Helt fantastisk. Jeg kan slet ikke forstå, at det var mig, der blev den heldige, siger hun.

Siden hun blev udråbt som vinder, har hun haft tid til at tænke over, hvad hun vil spørge schlager-idolet om.

- Jeg vil rigtig gerne spørge ham, om det er bjergene og naturen i Østrig, der har inspireret ham til at lave sådan nogle lækre sange, der gør mennesker glade, siger Ilse Nørgaard.

Hansi Hinterseer, østrigsk schlagerkonge og tidligere World Cup-vinder i skiløb.
Hansi Hinterseer, østrigsk schlagerkonge og tidligere World Cup-vinder i skiløb.
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Fra skiløber til schlagersanger

Pludselig er det tid, og den heldige vinder bevæger sig om til backstageområdet, hvor Hansi Hinterseer venter i et lokale.

En tydeligt nervøs Ilse Nørgaard får først et håndtryk af sangeren, og så får hun svar på sit spørgsmål om, hvordan hans baggrund som skiløber i Østrig var med til at starte sangkarrieren for Hansi Hinterseer.

- Da jeg var ung, stod jeg på ski. Det var min passion og min kærlighed, og efter det troede jeg aldrig, jeg skulle blive sanger. Ved et tilfælde havde jeg nogle venner og nogle gode forbindelser, og nu er jeg her. Det er fantastisk, fortæller han.

3:19
Ilse Nørgaard fra Ikast møder schlagerkongen fra Østrig, Hansi Hinterseer, som hun giver en helt speciel gave.

Håret levede op til forventningerne

Efter mødet med schlagerstjernen, kan Ilse Nørgaard næsten ikke få armene ned.

- Det var rigtig dejligt og jeg synes, han levede op til det, som vi kender ham for, siger hun.

Det var især én bestemt ting hun lagde mærke til, da hun mødte Hansi Hinterseer i virkeligheden.

- Han ser da ret godt ud. Det synes jeg, han gør. Han har noget lækkert hår, griner Ilse Nørgaard.

Se hele showet

Det er Familiejournalen, der arrangerer Dansktop Prisen, og hele showet bliver sendt på DK4 lørdag den 30. marts klokken 20.35.

Hos TV MIDTVEST har vi lavet et sammenklip af showet, hvor du kan se eller gense de mange store øjeblikke. Sammenklippet kan du se på TV MIDTVEST fredag den 29. marts klokken 19.55 eller lige her:

58:58
TV MIDTVEST var med til hele det store dansktop-brag i Boxen lørdag aften. Her kan du se et sammendrag af både de musikalske højdepunkter og interviews med stjernerne på den røde løber.