Han gik på gymnasiet for 51 år siden: - Det handlede primært om at bestå

Charles Gams oplevelse af gymnasiet er noget anderledes end de elever, der netop er startet.

Charles Gam med sit studenterbillede fra 1967. Dengang var han 18.
Charles Gam med sit studenterbillede fra 1967. Dengang var han 18.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

I 1964 startede en kun 15-årig dreng på gymnasiet. Hans navn var Charles Gam.

Nu er det efterhånden mange år siden, at han fik sin studentereksamen og gik videre til at blive revisor, men i dag var han tilbage på Herning Gymnasium for at møde nogle af de elever, der netop er startet. Og meget har ændret sig.

Karakterræset er blevet så stort, at Herning Gymnasium har fokus på at italesætte i klasserne. Samtidigt kræver flere og flere videregående uddannelser meget høje karaktergennemsnit fra gymnasiet.

Sådan var det langt fra, da Charles Gam havde sin daglige gang på skolen.

- Der var ikke et stort pres på ens eksamenskarakterer, for der var relativt få elever, så der var ikke så høje adgangskrav til de videregående uddannelser. Det handlede primært om at bestå, forklarer Charles Gam og fortsætter:

- Selvfølgelig ville vi gerne have høje karakterer, og selvfølgelig burde vi også være mere flittige, end vi var, men vi havde ikke så meget pres, for de fleste steder lå fuldstændigt åbne, eller også kunne man tage tillægskurser og komme ind.

I dag søger store dele af den danske ungdom mod gymnasiet.
I dag søger store dele af den danske ungdom mod gymnasiet.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Startede ved et tilfælde

Charles Gam er den eneste ud af syv søskende, der endte på gymnasiet. Det lå umiddelbart heller ikke i kortene, at han skulle afsted, men så fik han et godt råd.

- Jeg vidste ikke, hvad et gymnasium var. Det var min lærer i folkeskolen, der anbefalede mig at gøre det, og man lod sig føre meget dengang. Så jeg startede i gymnasiet uden forventninger til, hvad det var, siger han.

I 1960’erne var det langt fra alle, der fik sig en studentereksamen, og man var derfor nærmest garanteret en god stilling på den anden side.

- Rektor modtog os med ordene, at det var vigtigt, at vi blev dannede, for når vi kom ud i samfundet, så ville vi være forbilleder for andre. Vi ville komme til at sidde i ledelsesfunktioner, og det var vigtigt, at vi levede op til de høje moralske krav der var. Det var et fantastisk udgangspunkt at have, forklarer Charles Gam.

Det lave karakterræs betød dog også, at der var mere fritid.

- Det betød jo, at der var plads til mange andre ting. Det kan godt være, at man nogle gange var dårligt forberedt, fordi de var andre ting, der betød meget, siger han.

Charles Gam møder de nye elever.
Charles Gam møder de nye elever.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Et andet gymnasium

På Herning Gymnasium møder Charles Gam i dag de to nye 1.g-elever Andrea Krøyer Fomsgaard og Frederik Green Morsing. Sidstnævnte er ret imponeret over den måde, hvorpå Charles Gam kunne gå i skole.

- Jeg synes, det lyder virkelig lækkert, at man ikke har noget pres på sig, når man går i skole. Jeg føler virkelig, at der er et stort pres fra blandt andet familien, når jeg går i skole, fordi jeg skal have de rigtige karakterer. Det synes jeg er virkelig nederen, siger Frederik Green Morsing.

Frederik Green Morsing ved allerede, hvad han vil bruge sin studentereksamen til, og for ham kræver det ikke det store snit. Den beslutning har Andrea Krøyer Fomsgaard dog ikke taget endnu.

- Lige nu tænker jeg ikke så meget på mit snit. Jeg gør, hvad jeg kan, og så må vi se, om det hjælper. Jeg har ikke tænkt så meget over, hvad jeg skal for at åbne de rigtige døre. Jeg tager det, som det kommer, fortæller hun.

2:48