Han er en stor verdensstjerne, men de kalder ham tudeprinsen fra Struer
Det var svært for verdensstjernen at holde styr på følelserne, da der skulle laves en ny film.
Han er ikke hvem som helst, ham Morten Andersen fra Struer.
Morten Andersen blev nemlig medlem af amerikansk fodbolds fineste selskab, da han i 2017 fik en eftertragtet guldjakke på og dermed officielt var optaget i Hall of Fame i USA som af de bedste spillere gennem tiden.
Men hans status som verdensstjerne har dog ikke reddet ham fra sin nye titel, nemlig tudeprinsen fra Struer. Den har han fået, da han havde svært ved at kontrollere sine følelser under optagelserne til en ny film, hvilket holdet bag filmen ikke kunne lade være med at bemærke.
- Tudeprinsen fra Struer. Det er mit nye kælenavn. Jeg tror, de har skåret en halv time væk, hvor jeg bare sidder og tuder. Det kunne ikke bruges, det var for meget. Filmen er jo ikke en tragedie, fortæller Morten Andersen med et grin.
En film om en stor karriere
Filmen handler om Morten Andersen i dagene omkring optagelsen i Hall of Fame i 2017.
Her blev han fulgt af journalist Jimmy Bøjgaard og to makkere, og det er nu blevet til en biograffilm, som her til aften har premiere i Imperial i København, og i morgen i biografen hos TV MIDTVEST.
Den bærer den korte titel Guldjakken.
- Man bliver rørt, når man sidder og opfrisker gamle minder, og hvordan man er kommet igennem svære situationer, hvem der har hjulpet en igennem nogle situationer, og hvordan man måske ikke håndterede det så godt, som man skulle have. De lærestreger man har fået, de drømme man haft, de mål man har noget, alle de der ting som kommer igennem et langt liv, fortæller Morten Andersen om alle de følelser, der kom op i ham.
Gode gamle Struer
Morten Andersen har boet over fyrre år i USA, men fortællingen om, hvordan han har nået sine mål skulle også have et kapitel om fødebyen Struer.
- De første 16 år i mit liv, de står virkelig kraftfuldt, det gør de altså. Fordi jeg var meget involveret i sporten, og i byen og i skolen, der var hele tiden gang i et eller andet. Det er der, jeg er opvokset, og der jeg første gang svingede venstrebenet som fodboldspiller i byen. Det sluttede i Canton, Ohio, men det startede i Struer, forklarer Morten Andersen i filmen.
Og når man er startet i Vestjylland, så kan det også godt være svært at forstå, at man er nået til tops i USA.
- Det er overvældende på en eller anden måde. jeg går lidt og venter på at en prikker mig på skulderen og siger: Vi har lavet en fantastisk fadæse, en fejl, det er slet ikke dig, der skulle have været valgt ind, forklarer han.
Du kan stadig nå at få billetter til filmen Guldjakken hos TV MIDTVEST i morgen aften. Læs mere her.