75-året for Kaj Munks død: - Han er den dag i dag symbolet på kampen for frihed

Han kæmpede kampen for frihed under anden verdenskrig - og betalte den ultimative pris. Derfor må historien om Kaj Munk aldrig glemmes.

Kaj Munk var udover præst en kendt samfundsdebattør
Kaj Munk var udover præst en kendt samfundsdebattør
Foto: A. E. Andersen / Ritzau Scanpix

4. januar 1944 blev Kaj Munk hentet på præstegården i Vedersø og efterfølgende skudt og dræbt.

Fredag, præcis 75 år efter, mindes Kaj Munk ved en mindesammenkomst på Vedersø Kirkegaard. Det er her digterpræsten og modstandsmanden ligger begravet. Kaj Munk blev, især under anden verdenskrig, en kendt skikkelse langt udover sit pastorat i Vedersø. 

Udover præstegerningen var han en fremtrædende modstandsmand under besættelsen. Han ytredede til det sidste offentligt sin holdning til den tyske besættelsesmagt.

Så sent som 1. januar 1944, få dage før drabet på Kaj Munk, var der ingen tøven i præstens prædiken. Her forsøgte han at få danskerne til at stoppe samrbejdet med tyskerne - han opfordrede direkte til modstand mod de forhadte tyskere.

Kaj Munk i præstegården i Vedersø. 
Kaj Munk i præstegården i Vedersø. 
Foto: A. E. Andersen / Ritzau Scanpix

Kaj Munk var klar over, hvilken konsekvens der var forbundet med at ytre sig kritisk omkring den tyske besættelsesmagt. Han var klar til at betale prisen.

Samlende symbol

Den dedikation har gjort ham til en vigtig fortælling om anden verdenskrig. Der forklarer formidlingsdirektør på Ringkøbing-Skjern Museum Per Lunde Lauridsen. 

- Kaj Munk personificerer det tab, det overgreb mange danskere led under anden verdenskrig. Det kan være svært at forholde sig til de store tab krige ofter har resulteret i, derfor kan det for mange være rart at få et ansigt på tabet. Det ansigt er Kaj Munk blevet, han symboliserer kampen for frihed. En kamp der den dag i dag er vigtig at huske på, fortæller Per Lunde Lauridsen.

Vigtig at huske historien

For 75 år efter Kaj Munks død og i en tid, hvor det for unge danskere kan virke utopisk med krig i Danmark, er historien om præsten fra Vedersø stadig yderst relevant.

Selv for dem der vokser op i et samfund, hvor Kaj Munk oftest kun er en person der fylder, når skoleskemaet byder på historie. 

- Danske soldater kæmper i dag for frihed flere steder i verden, en kamp der for os herhjemme kan virke fjern. Anden verdenskrig satte tingene på spidsen, kampen for frihed var en del af dagligdagen. Kaj Munk kæmpede for danskernes frihed. Han endte med at betale den ultimative pris. Derfor er hans historie, og hele historien om anden verdenskrig, vigtig at værne om og huske på. Fordi den lærer os at frihed er ikke noget vi kan tage for givet. Det er noget vi har og skal kæmpe for at have, fortæller Per Lunde Lauridsen.

Kaj Munk fik sammen med ægtefælden Lise fem børn.
Kaj Munk fik sammen med ægtefælden Lise fem børn.
Foto: A. E. Andersen / Ritzau Scanpix

Mindesamkomsten i forbindelse med markeringen af 75-året for Kaj Munks død finder sted klokken 14.00 fredag eftermiddag på Vedersø Kirkegård og efterfølgende på Kaj Munks Præstegård. 

27:34
Se den meget dramatiske og bevægende detaljerede fortælling om mordet på Kaj Munk, og de konsekvenser, det fik for familien i Vedersø Præstegård med enestående øjenvidneskildringer fra børnene og andre tæt på familien Munk. Dokumentaren blev lavet i 1998 i anledningen af, at Kaj Munk kunne være fyldt 100 år.
Foto: Arkiv