TV MIDTVEST

Halvdelen af danskerne vil ha' mere fartkontrol

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

En undersøgelse viser at 48% ønsker mere fartkontrol i lokalområderne, kun 18% ønsker mindre fartkontrol.

Danskerne er glade for fartkontrol, en tidligere undersøgelse viser at 9 ud af 10 danskere mener, at fartkontrollen gavner trafiksikkernen.

Men der er også mange, der ikke er helt tilfredse med mængden af fartkontrol. For hele 48 procent af danskerne, svarer i en undersøgelse, at de ligefrem ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde. Modsat svarer kun 18 procent, at de ikke ønsker mere kontrol, viser undersøgelsen.

For høj fart er involveret i mere end 50 procent af dødsulykkerne på de danske veje.

Rådet for Sikker Trafik

- Danskerne er bekymrede for, om der sker ulykker i deres lokalområde, fordi bilister kører for stærkt, og derfor er mange glade for at se politiet kontrollere hastigheden, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne, viser tal fra Vejdirektoratet.

For høj hastighed i lokalområdet
Udover at danskerne er positive overfor fartkontroller, viser den nye undersøgelse, hvor Epinion har adspurgt 2.000 danskere, at over halvdelen af de adspurgte godt kunne tænke sig, at bilisterne generelt kørte langsommere i deres lokalområde. 55 procent svarer nemlig, at de gerne ville have, at bilisterne sænker farten, der hvor de adspurgte bor. Kun ni procent svarer, at der ikke er behov for, at bilisterne sænker farten.

To ud af tre dødsulykker sker på landevejene, og for høj hastighed er en hyppig faktor.

Rådet for SIkker Trafik

- Når så mange gerne vil have farten ned, hvor de selv bor, håber vi, at de vil tænke over deres egen hastighed, når de selv kører bil næste gang, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Hos politiet oplever man også, at mange borgere ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde for at få flere bilister til at vise hensyn og overholde fartgrænserne.

- Mange danskere kontakter hver eneste dag politiet med ønske om en fartkontrol i deres lokalområde. Vi forsøger i stort omfang at imødekomme borgernes ønsker, da en af vores opgaver blandt andet består i at øge trygheden langs vejene, dog er det ikke alle politikredse, der har indført muligheden for at bestille en fartkontrol, siger Vicepolitiinspektør, Arne Martinsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

I undersøgelsen er det godt og vel hver sjette, som ikke ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde. Helt præcist svarer 18 procent, at de slet ikke ønsker mere kontrol.

Om undersøgelsen

Epinion har i foråret 2017 gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 danskere for Rådet for Sikker Trafik. 

I hvor høj grad kunne du tænke dig, at der var mere politikontrol og brug af fotovogne i forhold til overtrædelse af hastighedsgrænserne i dit lokalområde?
  • I meget høj grad: 14 %
  • I høj grad: 12 %
  • I nogen grad: 22 %
  • I mindre grad: 20 %
  • Slet ikke: 18 %
  • Ved ikke: 8 %
  • Der er foranstaltninger i mit lokalområde fx vejbump, som gør, at bilisterne sænker farten: 7 %
I hvor høj grad kunne du tænke dig, at bilisterne generelt kørte langsommere i dit lokalområde?
  • I meget høj grad: 11 %
  • I høj grad: 15 %
  • I nogen grad: 29 %
  • I mindre grad: 18 %
  • Slet ikke: 9 %
  • Ved ikke: 7 %
  • Der er foranstaltninger i mit lokalområde fx vejbump, som gør, at bilisterne sænker farten: 10 %