Halvandet års fængsel til 57-årig efter flere brande i kældre

En 57-årig mand fra Viborg skal 18 måneder i fængsel. Han erkender at have sat ild i flere kælderrum og kælderskakter.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

57-årige Finn Johansen fra Viborg skal halvandet år i fængsel. Ved Retten i Viborg er han dømt skyldig i brandstiftelse. Fire tilfælde i kældere i den blok på Gl. Aalborgvej, han bor. Det oplyser Claus Benner, der er senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.

- Vi har desværre jævnligt sager med brandstiftelse – også i beboelse. Det har vi jo, siger han.

Den dømte erkender forholdene, men kunne i retten ikke forklare, hvorfor han gjorde det.

Gamle møbler og tøj på en snor

Den 57-årige viborgenser satte første gang ild til noget i september 2017. Han blev snuppet i marts 2018 i forbindelse med endnu en brandstiftelse. 

Han gik efter de ting, han fandt i kælderrum og -skakter. Blandt andet gamle møbler og vasketøj, der hang til tørre.

I ét af tilfældene måtte beboere evakueres på grund af røg. Det er også risikoen for at bringe personer i fare, der gør, at Finn Johansen, der hidtil har været ukendt af politiet, får en ubetinget fængselsstraf på 18 måneder.

1:39
I oktober 2017 fortalte vi om bekymringen blandt beboerne efter flere brande.