Hætteklædte unge stjal bil

Tre drenge på mellem 14 og 16 år blev tirsdag morgen anholdt i Ejstrupholm. Trods deres unge alder kørte de rundt i en stjålet bil.

Politibil.jpg

Omkring klokken 5.00 tirsdag morgen alarmerede et vidne i Ejstrupholm politiet. To hætteklædte personer var ved at bryde ind i en golf. Da politipatruljen nåede frem, havde indbrudstyvene fået gang i bilen, men den blev hurtigt stoppet af betjentene. I bilen sad tre drenge, som alle blev anholdt. Den yngste var kun 14 år og fra Ejstrupholm, mens de to andre i bilen var 16 år og fra Nørre Snede og Ejstrupholm. En af de 16-årige blev sigtet for at køre uden kørekort, mens den anden blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde et baseballbat med i bilen. Alle tre drenge er desuden sigtet for tyveriet af bilen.