Hærvejsmarch fylder 50: Bent har gået alle år

Bent Jochumsen har gået den traditionsrige Hærvejsmarch hvert år siden begyndelsen i 1969. Også i år er han selvfølgelig med.

Bent Jochumsen er en af kun 19 deltagere, som har gået Hærvejsmarchen i alle 50 år.
Bent Jochumsen er en af kun 19 deltagere, som har gået Hærvejsmarchen i alle 50 år.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Han fyldte egentlig 80 år lørdag, men fejringen har han udskudt til næste weekend, for Bent Jochumsen fra Varde ville ikke gå glip af Hærvejsmarchen ved Viborg. Han har været med helt fra begyndelsen, og han bliver ved, så længe han kan. 

- For en uge siden kunne jeg ikke selv komme op af sengen. Så nu har jeg fået nogle stærke piller, og så tager jeg ti kilometer. Ellers så plejer jeg at gå 20 eller 30, fortæller han efter lørdagens første ti kilometer. 

Han forventer at gå ti kilometer igen søndag og sætte ordentligt punktum på både hans og marchens 50-års jubilæum.

- Det har været alletiders. I år går jeg med nogen som går for første gang. Ellers har jeg også gået selv i mange år eller med mine brødre, fortæller han. 

Bent Jochumsen skiltede med sin fødselsdag, mens han gik 10 kilometer langs Hærvejen. 
Bent Jochumsen skiltede med sin fødselsdag, mens han gik 10 kilometer langs Hærvejen. 
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Først ville han ikke. Nu kan han ikke undvære det.

Det var Bent Jochumsens bror, som fik ham med til den første Hærvejsmarch i 1969. Marchen er i dag Nordeuropas største ud af 27 registrerede 'International Marching Leagues'.  Der marcheres over en eller to dage med distancer på op til 45 kilometer om dagen. Over 8000 vandrere fra over 20 lande deltager og marchen får flere og flere deltagere. 

Selvom Bent Jochumsen denne gang tager en mindre distance på to gange ti kilometer, så hellere det, end slet ikke at gå. Det er et frirum, han ikke vil undvære.

- Men går og spekulerer for sig selv og har det godt med det bagefter, siger han. 

Bent Jochumsen er en ud af i alt 19 deltagere, som har gået Hærvejsmarchen i alle 50 år.

TV MIDTVEST sender i aften klokken 19.55 et længere program fra Jubilæumsudgaven af Hærvejsmarchen. 

2:48
Bent Jochumsen fortæller om sit forhold til Hærvejsmarchen. 

I vores serie 'Dengang og i dag' kiggede vi i 2017 tilbage på Hærvejsmarchens historie: 

9:40
Med hjælp fra en lille perle af film kigger vi nu tilbage til den allerførste Hærvejsmarch i 1969.