Hærværk mod mange redningsposter

Mange af de redningsposter, der står langs vestkysten, bliver udsat for hærværk. Det kan koste menneskeliv.

I Ringkøbing-Skjern Kommune står der i alt 206 redningsposter. De bliver tilset hver uge, og ofte oplever kommunens medarbejdere, at posterne er ødelagt så meget, at de er ubrugelige. Andre steder er der bundet knuder på regningsudstyret, så det ikke er til at få fri. Fredag formiddag blev 54 redningsposter tjekket i Ringkøbing-Skjern Kommune - på otte af dem var der blevet begået hærværk. Og det er et stort problem:

- Det er menneskeliv, det handler om. Det handler om hurtighed, når man skal ud i vandet til mennesker, der er i nød, og hvis man først skal til at stå og binde knuder op, så når man det ikke, forklarer Leif Steen Andersen, der tjekker redningsposterne i Ringkøbing-Skjern Kommune.