Håb om erstatning

Stormrådet skal nu afgøre, om man kan få erstatning for de voldsomme oversvømmelser.

Mange af de midt- og vestjyder, der er ramt af de sidste dages oversvømmelser, vil få et klart nej, når de søger erstatning hos deres forsikringsselskab - men måske er der håb alligevel.

Stormrådet er gået ind i sagen for at vurdere, om oversvømmelserne kan betegnes som en 20 års hændelse - i givet fald er der mulighed for at få erstatning, selv om forsikringsselskabet har sagt nej.

Stormrådets sekretariatschef Mogens Hansen oplyser til TV/MIDT-VEST, at der formentlig kommer en afklaring i løbet af en måneds tid.

Rent praktisk har Stormrådet bedt Naturstyrelsen om at komme med en redegørelse - styrelsen skal blandt andet oplyse, hvor hurtigt oversvømmelserne har udviklet sig. 

De fleste forsikringselskaber vil ikke dække vandskader, der kommer fra vandløb og søer.