Hård kamp om sommerhusene

De seneste sæsoner har der været total udsolgt hos sommerhusudlejerne. Næste sæson ser ud til at følge trop.

Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Flere vælger at holde sommerferie i Danmark, og derfor er der brug for flere sommerhuse. De seneste sæsoner har der været meldt udsolgt hos sommerhusudlejerne, og det samme ser ud til at ske i 2017. Derfor er udlejningsbureauerne nu i hård kamp om de udlejningssommerhuse, der er.

- Juli og august har været udsolgt flere år. En af de udfordringer, vi står overfor, er at få flere huse til udlejning i hele området herude, siger Jacob Muldkjær Rasmussen, der er direktør i Feriepartner Hvide Sande.

Hård konkurrence

Feriepartner er langt fra de eneste, som har medvind. Hos Esmark i Søndervig er der ligeledes run på. Her ser alt også allerede ud til at blive udlejet igen næste år.

- Det har været et rigtig godt år i år, og vi kan se, at næste år bliver ekstrem godt. Lige nu er vi faktisk 25 procent foran, siger salgsdirektør i Esmark Søndervig, Thomas Sørensen.

Et par 100 huse mere til næste sæson, det ville bestemt ikke være dårligt.

Jacob Muldkjær Rasmussen, direktør, Feriepartner Hvide Sande

Derfor er de også her i hård konkurrence med de andre bureauer om at skaffe flere nye huse.

- Det er klart, det er interessant at få nye huse, så selvfølgelig vil alle kontakte en ejer, der er i gang med at bygge.

Bremser væksten

Hos Ringkøbing Fjord Turisme er de meget opmærksomme på, at der mangler sommerhuse til udlejning. Manglen har allerede haft konsekvenser for området.

- Vi mangler simpelthen udlejningshuse her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det begynder lige så stille at bremse vores vækst, at vi rammer ind i det loft specielt i sommerferieperioden og efterårsferien, hvor vi simpelthen ikke har plads til flere, siger Sebastian Schaper, der er turistdirektør i Ringkøbing Fjord Turisme.

Derfor er der vist ingen tvivl om, hvad der står på ønskelisten hos udlejningsbureauerne.

- Jamen et par 100 huse mere til næste sæson, det ville bestemt ikke være dårligt, siger Jacob Muldkjær Rasmussen.  

Selvom det er sent på sæsonen er 80-90 procent af bureauernes sommerhuse i øjeblikket lejet ud.

02:00

Der er hård kamp om sommerhusene. De seneste sæsoner har der været totalt udsolgt hos sommerhusudlejerne - og allerede nu, ser det godt ud i forhold til næste sæson.

Luk video