Effektiv træning: Hård hjernetræning har givet Eva og Krestine et bedre liv

Smart træning er en ny træningsmetode for folk med en hjerneskade. Via en række øvelser udfordres hjernen til at kunne klare mere.

Der er livlig aktivitet, når der trænes i Holstebro. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Man kan ikke se det, hvis man ikke lige ved det.

I et træningscenter i Holstebro er seks voksne mennesker i gang med træning. En anderledes træning. De lider alle seks af forskellige typer af hjerneskader. Fælles for dem er, at de har udfordringer i hverdagen. Udfordringer som eksempelvis hukommelsestab og manglende koncentrationsevne.

Læs også Hjerneskadet: Musik gør det nemmere at tale

De seks guides af fysioterapeut Kasper Andersen, der udfordrer med forskellige øvelser, der skærper elevernes sanser og fysiske formåen.

Hvis man laver en fejl, så ligger der en beslutning bag. Det er den evne, vi er interesseret i at få trænet op.

Kasper Andersen, fysioterapeut.

- Smart træning går ud på at træne hjernen i et samspil med kroppen. Man skal koble hjernen på resten af kroppen. Se det som en helhed og ikke som tidligere, at krop og hoved er to separate enheder, fortæller Kasper Andersen fra BeneFIT Holstebro Fysioterapi.

Han sætter en øvelse i gang med bold. Udfordringen består i, at alle kursister har fået et særligt navn. Når bolden skal spilles til ”grøntsag” gælder det om at huske, hvem af de andre der fik det navn. En simpel øvelse set udefra, men hos en person med en hjerneskade en ekstremt krævende opgave.

Blodprop som 18-årig

Krestine Augustinussen fra Holstebro har fået flere blodpropper, den første da hun var bare 18 år gammel. Man kan ikke se på hende, at hun er syg. Men inde i hovedet fungerer tingene ikke helt som hos andre.

Læs også Kunst skal hjælpe hjerneskadede med genoptræning

- Jeg har en hjerneskade. Den betyder, at jeg har svært ved at huske. Jeg glemmer tit ting, fortæller Krestine Augustinussen.

Krestine Augustinussen har kæmpet med hukommelsen efter hun blev ramt af en blodprop.  Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Et andet sted i lokalet træner Eva Yde fra Herrup også på hukommelse og koordination. Hun lider af sygdommen dystroni. To elektroder i hendes hjerne gør, at hun undgår voldsomme kramper. Sygdommen har svækket både hendes hukommelse og overblik.

- Det kan virke simpelt, den måde vi træner på. Det vi ikke mærker er, at der dannes nye veje oppe i vores hjerner under træningen. Veje der gør, at vi kan mere end før, fortæller Eva Yde.

Jeg arbejder i et flexjob, hvor jeg kan mærke forskellen, træningen gør. Det giver mig et større overkud i hverdagen. 

Krestine Augustinussen, Holstebro. 

Holdets træner stiller krav til kursisterne. Der skal tages beslutninger og handles. Alt det der kan være svært, når man føler sig på usikker grund.

- Hvis man laver en fejl, så ligger der en beslutning bag. Det er den evne, vi er interesseret i at få trænet op, forklarer træner Kasper Andersen.

Han suppleres af Eva Yde, der fortæller, at noget af det sværeste ved træningen er at håndtere kommandoerne for derefter at udføre dem i praksis med bold eller et andet træningsværktøj.

Træning gør en forskel

Smilene er store undervejs i træningen. Alle er på samme hold. De har oplevet, hvordan livet kan vise sig fra sin barske side. En side ingen ønsker, netop derfor er motivationen stor. Fordi træningen kan bevæge dem i retning af et mere normalt liv. Et liv, hvor man kan overskue flere ting og være mere selvstændig.

Eva Yde har oplevet fremgang i hverdagen. En fremgang Smart træningen er en af årsagerne til.  Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Eva Yde og Krestine Augustinussen har allerede oplevet, hvilken effekt træningen har haft på deres liv.

- Jeg gennemgår med mellemrum en række test. Her kan jeg se, at der er områder, hvor jeg går frem. Jeg kan flere ting. Det er bare så opløftende at mærke, fortæller Eva Yde.

- Jeg arbejder i et flexjob, hvor jeg kan mærke forskellen træningen gør. Det hjælper, giver et overskud i min hverdag, fortæller Krestine Augustinussen.

Ingenting kommer af ingenting. De seks kursister er koncentrerede og slider i det i træningslokalet. Efter en times træning er de brugte, de har givet alt deres energi. Energi der er godt givet ud i jagten på et bedre liv. Men også en brugt energi, der efterfølgende kræver afslapning og ro.

- Jeg er udmattet, meget udmattet. Det er hårdt for hjernen, jeg skal hjem og slappe af nu, slutter Krestine Augustinussen.

Du kan se hele reportagen fra Smart træning i videoen herunder. 

04:06

Kom med til Smart træning i Holstebro

Luk video